cubus-adsl.dk - Et hustelefonanlæg med to gamle telefoner

Med et par aldrende telefoner af magneto-typen, en telefon, der er karakteriseret ved at være udstyret med et håndsving til opringning, kan man lave et samtaleanlæg ved at tilslutte et par 1,5 V elementer og en ledningsforbindelse mellem telefonerne.

Magneto-systemet, også benævnt lokalbatteri-systemet, var det første telefonsystem, der blev udviklet, da telefonen så dagens lys i slutningen af 1800-tallet. Hver telefon i dette system er udstyret med eget batteri på typisk 3 volt til taleoverføringen, samt en induktor, som når den bliver aktiveret af telefonens håndsving, producerer en kraftig vekselstrøm, der anvendes som ringesignal.

Senere i telefoniens historie opstod centralenergi-systemet, hvor den nødvendige strøm til taleoverførsel og opringning, er anbragt på telefoncentralen. I mange år blev de to systemer anvendt side om side. Den sidste telefon af magneto-typen skal være taget ud af telefonstikdåsen så sent som i 1970'erne, hvor omsider alle centraler var omlagt til det nye system. I området, hvor KTAS regerede, blev den sidste magneto landcentral, centralen Egebjærg, omlagt til fuldautomatisk system den 19. december 1972.

Magneto-telefoner findes både som vægmodel i træramme og som bordtelefon. Vægmodeller har typisk samtalebatteriet stående internt indenfor telefonens kapsling, mens bordtelefonerne har batteriet placeret eksternt. Selv om man skulle tro, at der var plads nok til et par 1,5 volt elementer inde i ovenstående bordmodel, er det ikke tilfældet. Telefonens "krop" er fyldt op med en vekselstrømsproducerende induktor og i bunden sidder ringeklokkerne og en såkaldt induktionsrulle (transformator).

På ovenstående elektriske diagram over en magneto-telefon er telefonrøret lagt på gaflen G. Der er en ubrudt strømvej fra L¹, ned gennem induktoren IN, videre gennem klokken KL og via kontaktfunktionen ved gaflen retur til L². Terminalerne L¹ og L² har forbindelse til magneto-telefoncentralen, hvor en telefonekspedient sidder klar til at modtage og viderestille et opkald. Anvendt som samtaleanlæg er L¹ og L² på den ene telefon blot forbundet til L¹ og L² på den anden telefon. En mekanisk finesse i induktoren gør i øvrigt, at den er kortsluttet i hviletilstand.

Telefonens klokke giver sig til at ringe, hvis der fra telefoncentralen, via L¹ og L², udsendes en vekselspænding. Systemet er spændingsløst i hviletilstand.

En beretning om en hjemmelavet kulmikrofon i en lejlighed på Nyhavn i 1880'erne...

Da jeg var dreng var der navnlig to anvendelser af elektriciteten der begejstrede mig ud over alle grænser. Den ene drejede sig om transmission af musik, undskyld at jeg bruger et moderne udtryk, men det passer bedst. Alting måtte jeg lave selv, lige undtagen musikken. Mikrofonen var en tinsoldatæske af træ med en metalplade i bunden og en anden i låget, mellemrummet blev fyldt med knuste koks fra kulkassen ved kakkelovnen. Æsken blev stillet ned i mors klaver i spisestuen, en ledning blev trukket fra æsken, og ved at benytte gulvsprækkerne i det gamle hus blev den ført gennem pigekammer, køkken, spisekammer og mellemgang ind til mit soveværelse, hvor jeg havde fået lavet et lige så primitivt elektrisk batteri. Da jeg ikke var den lykkelige ejer af et par telefoner, måtte de erstattes af kondensatorer, der uhyre simpelt lod sig fremstille af stanniol og almindeligt papir. Når sådan to blev presset mod hver sit øre virkede de som en hovedtelefon, den var ikke opfundet den gang. Når jeg havde sagt godnat og var gået i seng, spændte jeg dem fast til ørerne ved hjælp af en stump bændel, viklet om hovedet. Så kunne jeg ligge og lytte, når mor noget efter gav sig til at spille, og det gjorde hun hver aften.

[Paul Bergsøe: Jeg Husker -, 1964]

Når telefonrøret tages af brydes forbindelsen 1 ved gaflen G og i stedet etableres der elektriske forbindelser ved positionerne 2 og 3. Ved 3 opstår der en sluttet strømvej gennem telefonens batteri B og mikrofon M. Ved lyde i mikrofonen varierer modstanden i denne (mikrofonen består af fine kulkorn, hvis samlede elektriske modstand afhænger af, hvor meget kornene presses sammen, varieret af lydvibrationerne) og der opstår en pulserende strøm i kredsløbet. Den vekslende del af lydsignalet transformeres op til en højere spænding gennem transformatoren TR (induktionsrullen) og føres herved over i det ydre kredsløb mod telefoncentralen.

På ovenstående magneto-telefon er batteri B, såvel som induktionsrulle I, anbragt eksternt (fx i en roset på væggen). Der er endvidere tegnet en anordning for lynbeskyttelse L. Ved overdreven spænding på de to plader forbundet til L₁ og L₂ vil der opstå et overslag til den større plade forbundet til jord, svarende til en kortslutning. I telefonrøret er der endvidere en kontaktanordning P, som skal trykkes ind når der tales i mikrofonen.

Inde i ringeinduktoren R befinder sig et induktoranker, i hvis bevikling en vekselspænding induceres når ankeret roterer i magnetfeltet fra hesteskomagneterne. Ankeret kan se ud som nedenstående.

Der er 'krudt' i en magneto-telefons induktor. Hvis man vover at placere tommel- og pegefinger på telefonens to forbindelser til telefoncentralen, og der herefter drejes på telefonens håndsving, opleves et kraftigt elektrisk stød. Ved jævnt god omdrejning af telefonens håndsving leveres ca 60 V AC. Frekvensen kan måles til ca 13 Hz.

På magneto-telefoner, som er udstyret med en 5-polet stikprop, kan installationen mellem telefonerne, når de skal anvendes til et lokalt samtaleanlæg, udgøres af et par 5-polede alarmstikdåser, en stikdåse på hver telefonplacering, samt noget 4 leder kabel til at forbinde stikdåserne med. Til den ene telefonstikdåse tilsluttes en batteriholder med et par 1,5 volts elementer i serie.

En hvilken som helst ledningstype kan anvendes til at forbinde telefonerne. Da man startede med det offentlige magneto-telefonsystem i slutningen af 1800-tallet blev telefonerne blot forbundet med en enkelt elektrisk luftledning. Som den anden nødvendige leder til kredsløbet anvendtes moder jord. Ved forbindelse via moderne telefonstikdåser med skæreklemmer a la ovenstående, anvendes teleinstallationskabel eller stift netværkskabel.

Når der tales i et par magneto-telefoner model M35, koblet sammen efter ovenstående skitse, kan der måles et strømforbrug på op til ca 100 mA. Ved anvendelse af et par små AA alkaline elementer, med en kapacitet på 2700 mAh, skulle der således kunne tales i anlægget i mere end 25 timer. Der er ikke noget standby forbrug når begge telefonrør er lagt på.