Home

Artikler
Robot
Netværk
Tele
Installationer
Lys
Komponenter
Elektronik
Cases
Håndværk
Elektroteknik
Historien
Af interesse
Diverse
Opslag
Billedopslag
FAQ
Video
Links
Om

Tilpasset søgning

Et hustelefonanlæg med to gamle telefoner

Dokument oprettet:22 Dec 2010
Senest ændret:24 Apr 2021
Forfatter:Cubus

Magneto bordtelefon model M35Med et par aldrende telefoner af magneto-typen, en telefon, der er karakteriseret ved at være udstyret med et håndsving til opringning, kan man lave et samtaleanlæg ved at tilslutte et par 1,5 V elementer og en lednings­forbindelse mellem tele­fonerne.

Magneto-systemet, også benævnt lokalbatteri-systemet, var det første telefonsystem, der blev udviklet, da telefonen så dagens lys i slutningen af 1800-tallet. Hver telefon i dette sy­stem er udstyret med eget batteri på typisk 3 volt til tale­over­føring­en, samt en induktor, som når den bliver aktiveret af tele­fonens håndsving, producerer en kraftig vekselstrøm, der anvendes som ringesignal.

Senere i telefoniens historie opstod centralenergi-systemet, hvor den nødvendige strøm til taleoverførsel og opringning, er anbragt på telefoncentralen. I mange år blev de to systemer anvendt side om side. Den sidste telefon af magneto-typen skal være taget ud af telefonstikdåsen så sent som i 1970'erne, hvor omsider alle centraler var omlagt til det nye system. I området, hvor KTAS regerede, blev den sidste magneto landcentral, centralen Egebjærg, omlagt til fuld­auto­matisk system den 19. december 1972.


Bordtelefon fra 1935

Bordtelefon fra 1935, benævnt M35.
Et bordapparat af magneto-typen, en model, der kom på markedet i 1935 og er benævnt M35. Det er en telefon med gods i, den vejer 4,6 kg, heraf vejer telefonrøret det halve kg.


Magneto-telefoner findes både som vægmodel i træramme og som bordtelefon. Vægmodeller har typisk samtale­bat­teriet stående internt indenfor telefonens kapsling, mens bordtelefonerne har batteriet placeret eksternt. Selv om man skulle tro, at der var plads nok til et par 1,5 volt elementer inde i ovenstående bordmodel, er det ikke tilfældet. Tele­fonens "krop" er fyldt op med en vekselstrømsproducerende induktor og i bunden sidder ringeklokkerne og en såkaldt induktionsrulle (transformator).


Vægtelefon

Magneto vægtelefon.
Magneto vægtelefon. Bag den defekte træbeklædning foran, skimtes nogle sorte hesteskomagneter, der udgør en del af induktorsystemet, systemet der frembringer en ringespænding når der drejes på telefonens håndsving.



Diagram over magneto-telefon, 1956

Diagram over magneto telefon
Elektrisk diagram over en magneto-telefon. Skitse fra "Køben­havns telefon i 75 år", 1956.


På ovenstående elektriske diagram over en magneto-telefon er telefonrøret lagt på gaflen G. Der er en ubrudt strøm­vej fra L1, ned gennem induktoren IN, videre gennem klokken KL og via kontaktfunktionen ved gaflen retur til L2. Terminalerne L1 og L2 har forbind­else til magneto-telefoncentralen, hvor en telefonekspedient sidder klar til at modtage og viderestille et opkald. Anvendt som samtaleanlæg er L1 og L2 på den ene telefon blot forbundet til L1 og L2 på den anden telefon. En mekanisk finesse i induktoren gør i øvrigt, at den er kort­sluttet i hviletilstand.

Telefonens klokke giver sig til at ringe, hvis der fra telefoncentralen, via L1 og L2, udsendes en vekselspænding. Sy­stemet er spændingsløst i hviletilstand.

En beretning om en hjemmelavet kulmikrofon i en lejlighed på Nyhavn i 1880'erne...

Da jeg var dreng var der navnlig to anvendelser af elektriciteten der be­gejstrede mig ud over alle grænser. Den ene drejede sig om transmis­sion af musik, undskyld at jeg bruger et moderne udtryk, men det pas­ser bedst. Alting måtte jeg lave selv, lige undtagen musikken. Mikrofon­en var en tinsoldatæske af træ med en metalplade i bunden og en anden i låget, mellemrummet blev fyldt med knuste koks fra kulkassen ved kakkelovnen. Æsken blev stillet ned i mors klaver i spisestuen, en led­ning blev trukket fra æsken, og ved at benytte gulvsprækkerne i det gamle hus blev den ført gennem pigekammer, køkken, spisekammer og mellemgang ind til mit soveværelse, hvor jeg havde fået lavet et lige så primitivt elektrisk batteri. Da jeg ikke var den lykkelige ejer af et par telefoner, måtte de erstattes af kondensatorer, der uhyre simpelt lod sig fremstille af stanniol og almindeligt papir. Når sådan to blev presset mod hver sit øre virkede de som en hovedtelefon, den var ikke opfundet den gang. Når jeg havde sagt godnat og var gået i seng, spændte jeg dem fast til ørerne ved hjælp af en stump bændel, viklet om hovedet. Så kunne jeg ligge og lytte, når mor noget efter gav sig til at spille, og det gjorde hun hver aften.

[Paul Bergsøe: Jeg Husker -, 1964]
Hvis håndsvinget på telefonens induktor drejes rundt, sendes der en vekselspænding ud på ledningerne til telefon­centralen (eller blot til den anden telefon når telefonerne anvendes som lokalt samtaleanlæg), hvilket på centralen giver tegn til, at der ønskes foretaget et opkald, fx ved at en kaldeklap falder ud. Koblet sammen som lokalt samtaleanlæg giver telefonernes klokker sig blot til at ringe. Tele­fonens egen klokke ringer også med når der drejes på hånd­svinget. Det kan undgås ved at trykke på den røde knap, som ses på oven­stå­ende bil­lede af M35 telefonen. Den røde knaps elek­tris­ke funktion er at kortslutte den indbyggede ringeklokke.

Når telefonrøret tages af brydes forbindelsen 1 ved gaflen G og i stedet etableres der elek­tris­ke forbindelser ved positionerne 2 og 3. Ved 3 opstår der en sluttet strømvej gennem telefon­ens batteri B og mikrofon M. Ved lyde i mikro­fonen varierer modstanden i denne (mikrofonen består af fine kulkorn, hvis samlede elektriske modstand afhænger af, hvor meget kornene presses sammen, varieret af lydvibrationerne) og der opstår en pulserende strøm i kreds­løbet. Den veks­lende del af lydsignalet transformeres op til en højere spænding gennem transformatoren TR (induktionsrullen) og føres herved over i det ydre kredsløb mod telefoncentralen.


Diagram over magneto-telefon, 1910

Diagram over magneto telefon
Endnu et kredsløbsdiagram over en magneto-telefon. På denne skitse er der også tegnet en kontakt P på telefonrøret og noget transient­be­skyttelse L. Skitse fra "Helge Holst: Elektriciteten", 1910-11.


På ovenstående magneto-telefon er batteri B, såvel som induktionsrulle I, anbragt eksternt (fx i en roset på væg­gen). Der er endvidere tegnet en anordning for lynbeskyttelse L. Ved overdreven spænding på de to plader for­bundet til L1 og L2 vil der opstå et overslag til den større plade forbundet til jord, svarende til en kortslutning. I telefon­røret er der endvidere en kontaktanordning P, som skal trykkes ind når der tales i mikrofonen.

Inde i ringeinduktoren R befinder sig et induktoranker, i hvis bevikling en vekselspænding induceres når ankeret roterer i magnetfeltet fra hesteskomagneterne. Ankeret kan se ud som nedenstående.


Induktoranker

Induktoranker
Induktoranker til en magneto-telefon. Der induceres en ringe­spænding i trådviklingen når ankeret roterer i et magnetisk felt. Spændingen udtages via fjederkontakter ved t og s. Illustration fra "Helge Holst: Elektriciteten", 1910-11.



Ringespænding

Ringespænding med induktor på magneto telefon
Måling af M35 telefonens ringespænding, her 58,3 V AC.


Der er 'krudt' i en magneto-telefons induktor. Hvis man vover at placere tommel- og pegefinger på telefonens to forbindelser til telefoncentralen, og der herefter drejes på telefonens håndsving, opleves et kraftigt elektrisk stød. Ved jævnt god omdrejning af telefonens håndsving leveres ca 60 V AC. Frekvensen kan måles til ca 13 Hz.


Ringespænding set på oscilloskop

Ringespænding på M35 magneto telefon set på oscilloscop.
M35 telefonens ringespænding (ubelastet) set på et oscilloskop. Med de to lodrette markører placeret i et interval af en periodetid (to spidser på kurven), kan det konstateres, at vekselspænd­ingens frekvens ved denne lejlighed er 11,57 Hz. Den effektive spænding er udregnet til 64,52 V. Hvis spændingskurven havde haft sinusform, ville de 64,52 V have resulteret i en spidsspænding på 91 V. Kurveformen, der frembringes af induktoren, har imidlertid en spidsspænding på ikke mindre end (op til) 190,1 V (vandret markør). Dette er givetvis årsagen til de kraftige elektriske stød telefonen kan frembringe, hvis man berører stikproppens to kontaktben og drejer på hånd­svinget.


På magneto-telefoner, som er udstyret med en 5-polet stikprop, kan installationen mellem telefonerne, når de skal anvendes til et lokalt samtaleanlæg, udgøres af et par 5-polede alarmstikdåser, en stikdåse på hver telefonpla­ce­ring, samt noget 4 leder kabel til at forbinde stik­dåser­ne med. Til den ene telefonstikdåse tilslut­tes en batteriholder med et par 1,5 volts elementer i serie.


Ledningsforbindelser

Ledningsforbindelser mellem to 5-polede stik ved tilslutning af magneto-telefon
Ledningsforbindelser i den faste installation for 2 magneto-telefoner med 5-polede stik, anvendt som et lokalt hus­tele­fon­anlæg.


En hvilken som helst ledningstype kan anvendes til at forbinde telefonerne. Da man startede med det offentlige magneto-telefonsystem i slutningen af 1800-tallet blev telefonerne blot forbundet med en enkelt elektrisk luftledning. Som den anden nødvendige leder til kredsløbet anvendtes moder jord. Ved forbindelse via moderne telefonstik­dåser med skæreklemmer a la ovenstående, anvendes teleinstallationskabel eller stift netværkskabel.

Når der tales i et par magneto-telefoner model M35, koblet sammen efter ovenstående skitse, kan der måles et strømforbrug på op til ca 100 mA. Ved anvendelse af et par små AA alkaline elementer, med en kapacitet på 2700 mAh, skulle der således kunne tales i anlægget i mere end 25 timer. Der er ikke noget standby forbrug når begge telefonrør er lagt på.


Interne links til emner i denne artikel: Eksterne links til emner i denne artikel:


Home | Copyright © 2002-2024 Cubus | cubusadsldk@gmail.com