Luftledninger i nærmere øjesyn

Dokument oprettet:	16 Apr 2005
Senest ændret:	24 Apr 2021
Forfatter:	Cubus

Anvendelsen af luftledninger i lavspændingsnettet (3×400/230 V), til distribution af elektricitet den sidste vej ud til forbrugeren, fremfor kabelføring i jorden, har været motiveret ud fra, at det er den billigste måde at udføre ledningsføringen på.

At det ikke er den mest driftssikre fremføringsmåde røber sig, når stormen har raset og der er væltet træer eller grene ned over de i luften hængende elektriske ledninger. Isslag er et andet fænomen, der kan skabe problemer for luftbårne ledninger. Det siges, at nogle forsyningsselskaber kan finde på at lave en kraftig overbelastning på en ledningsstrækning, hvis et isslags volumen begynder at blive faretruende. Overbelastningen varmer ledningerne op så isslaget smelter.

Fra kabling til luftledninger i 1850'erne

I 1852-54 var det militære ingeniørkorps i gang med den første danske installation af elektriske ledninger i det åbne land. Der var tale om en telegrafledning fra Helsingør til Hamborg - Øresundslinien. Den åbnede den 2. februar 1854. Med henblik på driftstabilitet blev der anvendt et nedgravet kabel hele den lange vej.

Nu om dage omlægges diverse luftledninger hen ad vejen til nedgravede kabler. Dengang måtte man gå den modsatte vej. Igen og igen var der afbrydelser på dele af strækningen fordi isolationen omkring den elektriske ledning gik i uorden. Allerede i 1855 måtte man opgive det nedgravede kabel og i stedet rejse stænger til en luftledning.

Fejlene bestod for en stor Del i daarlige Lodninger foretagne paa den engelske Fabrik, hvorfra Traaden var blevet leveret, men adskillige Fejl skyldtes den Omstændighed, at Guttaperkabelægningen havde lidt Skade under Arbejdet og var blevet utæt, saa at den Vædske, der benyttedes ved Lodningen af Ledningens Blydække, trængte ind gennem Guttaperkaen til selve Kobbertraaden og dannede ledende Forbindelse mellem denne og Blydækket, saaledes at der opstod Isolationsfejl, som det ofte var ganske umuligt at finde.
[M. Gredsted: Statstelegrafen 1854-1904, 1904]

Ved at gøre sig sine iagttagelser, hvor der befinder sig et luftledningsnet, kan man ræsonnere sig frem til, hvordan nettet et strikket sammen. Man skal vide, at lavspændingsledningerne består af 3 forskellige faser, der føres i hver sin leder, samt en nulledning. Det er dog ikke sikkert, at samtlige faser fremføres, måske er der kun to eller en enkelt fase og nul.

Hvad er spændingsførende?

I dag defineres både de 3 faser og nullen som spændingsførende, selvom det kun er de 3 faser, der normalt indebærer en risiko for farlige elektriske stød.

SB-A6 § 213.1 Spændingsførende del.

Leder eller ledende del, som er beregnet til at være under spænding ved normal brug. Nullederen betragtes som spændingsførende del. PEN-lederen betragtes ikke som spændingsførende del.

Note
En spændingsførende del indebærer ikke nødvendigvis risiko for elektrisk stød.

I tidligere tider var det kun de 3 faser som betegnedes som spændingsførende, ikke den i transformatorstationen jordforbundne nulleder.

Et kig på luftledningerne i et villakvarter

Hvad sker der her? Ikke mindre end 6 ledninger fremføres på masterne langs villavejen..

6 elektriske ledninger føres på isolerende porcelænsklokker på høje master langs en villavej.

Det varer ikke længe inden de første 4 ledninger er identificeret. En afgrening (stikledning) ind til et hus røber, at det er de 4 øverste ledninger, som udgør forsyningsledningerne til husene, de 3 faser og nul.

En afgrening med 3 faser og nul går ind til et hus og forsyner det med elektricitet.

Hvad er faser, og hvad er nul? Man opdager, at der på 3 af ledningerne er indskudt en æglignende porcelænstingest. Det er 3 sikringsæg, som sørger for, at kablet til husets måler ikke kan blive overbelastet. Bruges der for meget strøm i huset på én gang smelter sikringstråden (som fx tåler op til 25 A), hvorved strømmen bliver afbrudt for den eller de overbelastede faser.

Tidligere blev de 3 faser benævnt henholdsvis rod, stamme og top (R, S og T), givetvis med tanke på den højdemæssige placering af faserne i et lavspændingsluftledningsnet. Da R svarer til den nuværende benævnelse L1 må det sluttes, at L1 er placeret som den nederste af de 3 faseledninger (roden), L3 som den øverste af faserne (toppen).

Sikringsægget er udformet, så der kun er elektrisk forbindelse fra den venstre ledning til den højre gennem den tynde sikringstråd i toppen.

Når en nulforbindelse brydes

Fra tid til anden hænder det, at fx et helt loft af lysrørsarmaturer brænder af på én gang. Miseren skyldes gerne, at forbindelsen til nullen et sted, fx i tavlen, er gået løs. En nul, der har mistet forbindelsen i en 3-faset gruppe, som fx forsyner belysningsarmaturer i et loft, betyder, at spændingen over det enkelte armatur ikke længere nødvendigvis er de 230 V, som armaturet er beregnet for. Kulsorte spoler i armaturerne vil røbe, at spændingen har været langt over hvad der har kunnet tåles.

Sådanne ødelæggelser kunne også ske, hvis der var en sikring i nullen og den smeltede over, mens der stadig var fuld spænding på faserne. Således kan man ræsonnere sig frem til, at nullen på ovenstående billede må være den øverste ledning, hvor der ikke er anbragt noget sikringsæg.

Heller ikke da elektriciteten baseredes på jævnstrøm med en jordforbundet midterleder (nulleder) og et par yderledere, kunne man drømme om at placere en sikring i nullederen...

Den jordforbundne Ledning er isoleret og optræder f. Eks som Nulleder i et Treleder-Lysanlæg med en Spænding af 2 X 220 Volt. Hvis Nullederen ved Indføringen var sikret, og Sikringen af en eller anden Grund brændte over, medens Sikringerne i Yderlederne holdt, vilde Spændingen paa Installationens to Nethalvdele fordele sig i ligefremt Forhold til Modstanden af de Brugsgenstande, der i det givne Øjeblik var tilsluttede de to Nethalvdele, idet Brugsgenstandene paa de respektive Nethalvdele er serieforbundne. Er der saaledes (se Fig. 116) mellem Plus og Nul indskudt 1 Lampe, medens der mellem Minus og Nul er indskudt 10 Lamper, vil Lampen paa Plussiden faa en Spænding af ca. 400 Volt, medens Lamperne paa Minussiden kun faar en Spænding af ca. 40 Volt, idet hver af disse kun passeres af en Tiendedel af den Strøm, der passerer Lampen paa Plussiden. Resultatet bliver naturligvis, at Lampen paa Plussiden straks brænder over.
[E. v. Holstein Rathlou: Stærkstrømselektroteknik, 1916]

Nullen øverst og svagstrømsledninger over lavspændingsledninger

Princippet med at placere nullen øverst stammer fra dengang by og land også var overstrøet med stangrækker med telefonledninger. Det kunne ikke undgås, at svagstrømsledningerne indimellem måtte krydse lavspændingsnettet. For at sikre sig, at en (knækket) fase ikke pludselig kunne bringe en svagstrømsledning i stødet, blev telefonledninger ført øverst ved en krydsning. Skulle til gengæld en overført svagstrømsledning opgive ævred, ville den forventningsvis ramme den ufarlige nulleder eller evt både nul og fase, hvorved enten svagstrømsledningen selv, eller en sikringstråd i lavspændingsnettet, ville smelte over som følge af kortslutningen.

Sikringselement i nullen i 2-polet gruppe frem til 1934

I 2-polede grupper har man tidligere placeret sikringer i både nul og fase. Sikringerne havde samme gevind som en glødelampe og under en evt fejlfinding på en installation kunne elektrikeren finde på at udskifte sikringerne med glødelamper og ud fra lampernes lys tolke sig frem til, hvilken type fejl der var tale om (kortslutning eller jordslutning). Når han havde fundet og afhjulpet fejlen lyste lamperne ikke mere.

Luftledningerne fastgjort til porcelænsklokker på huset og afsluttet i en hætteindføring, der danner ly for forbindelserne mellem luftledningerne og husets målerkabel.

Også ved at kigge på afslutningen af luftledningerne på huset ovenfor, kan man slutte sig til, at nullen må være den øverste ledning. De 3 nederste ledninger på billedet virker kraftigere dimensioneret. Det skyldes imidlertid, at de har et isolationslag et stykke ud fra huset (ellers er alle ledninger usiolerede). Det er jo de tre faser, der er farlige at komme til at berøre, og det er derfor disse tre ledninger, som har fået en beskyttede kappe der hvor fx en håndværker kunne finde på at stille en stige, hvis der skal laves noget arbejde på muren eller andet.

På billedet nedenfor, et hus der åbenbart kun har gjort sig fortjent til en enkelt fase og nul, ses isolationen på fasen tydeligere. Den blanke kobber-nulledning øverst er blevet helt grøn af ir.

Et hus, hvor man må nøjes med en enkelt fase og nul og altså kun har 230 V til rådighed.

På nedenstående billede ses et noget kikset forsøg på at isolere kobberledningerne et stykke ud fra muren med materiale, der tydeligvis ikke er egnet til formålet. Nullen har tilsyneladende også været dækket til.

Her er anvendt noget, der ligner rørskåle af skumplast til isolering af ledningerne tæt ved muren. Noget tyder på, at materialet er uegnet til formålet.

Turen går videre, og det må opklares, hvad de sidste 2 af de 6 ledninger er godt for..

De to hvide ledninger, der kravler op ad masten, forsyner gadelampen med henholdsvis nullen og en tændledning, her forbundet til den næstnederste luftledning.

Gadelamperne kan af gode grunde ikke tilsluttes direkte til de ledninger som forsyner husene. Så ville lamperne lyse hele tiden, eller også skulle hver enkelt lampe have installeret et skumringsrelæ eller lignende. I stedet er der langs vejene ført en tændledning, der styres centralt og giver strøm når mørket falder på.

Og det skulle vise sig, at også den nederste luftledning var en tændledning. Lamperne blev forsynet skiftevis fra den ene og den anden af de to nederste ledninger.

Interne links til emner i denne artikel:

En spektakulær nulfejl

Eksterne links til emner i denne artikel:

Vejledning om lavspændings- og højspændingsmaster [Industriens Branchearbejdsmiljøråd]
Stærkstrømsbekendtgørelsen, afsnit 6 Elektriske installationer [Retsinfo]
Online - 150 år på nettet [Post & Tele Museum] (blandt andet om Øresundslinien)

Home