|
Salmonsen - Foucaults Pendulforsøg
Dokument oprettet: | 23 Jul 2005 | Senest ændret: | 24 Apr 2021 |
Foucaults Pendulforsøg. Ophænger man et Pendul saaledes, at det kan svinge med samme Lethed i alle Retninger, vil det vedblive at svinge i det Plan, hvori det fra først af er sat i Gang, uden Hensyn til, om dets Omgivelser drejer sig. Dette Forhold benyttede Foucault 1851 til at gøre Jordens Aksedrejning anskuelig. Under Pantheon's Hvælving i Paris ophængte han en 28 kg tung Messingkugle i en 64 m lang Metaltraad. Kuglen blev trukket ud til Siden, en Traad, som holdt den, blev brændt over, naar den var kommet fuldkommen i Ro, og Pendulet begyndte nu paa en Række Svingninger, hvis Plan syntes at dreje sig i samme Omløbsretning som Himmellegemerne under deres daglige Bevægelse, altsaa saaledes, som man ser Urviserne dreje sig, naar Urskiven vender opad. Denne Drejning er dog kun tilsyneladende; Pendulet søger at bevare sit Svingningsplan uafhængigt af Jordens Rotation. Blev Forsøget gjort ved en af Jordens Poler, vilde Planet synes at gøre en hel Omdrejning i eet Stjernedøgn; Pendulet vilde lade Jorden gaa rundt under sig uden at følge med. Andre Steder er Omdrejningshastigheden mindre; den kan vises at forholde sig som sinus af den geogr. Bredde; ved Ækvator er den altsaa Nul, og paa den sydlige Halvkugle er Drejningsretningen modsat Urviserens.
[Salmonsens Konversationsleksikon, 1919]
Interne links til dette opslag:
Eksterne links til dette opslag:
Home |
| |
Copyright © 2002-2025 Cubus | cubusadsldk@gmail.com |
|