Salmonsen - Galilei, Galileo

Galilei, Galileo, Italiens største Naturforsker og tillige en af den moderne Naturvidenskabs Grundlæggere, f. 18. Febr 1564 i Pisa, d. 8. Jan. 1642 i Arcetri, var af sin Fader, nedenn. V. G., bestemt for Handelen, men hans eminente Fremgang i de klassiske Sprog og hans Færdighed i at konstruere Maskiner bestemte Faderen, der ikke var uden Kundskaber i Matematik, og som havde givet sin Søn Undervisning i Musik saavel teoretisk som praktisk, til (1581) at sende G. til Pisa for at studere Medicin. Ved Siden heraf beskæftigede G. sig ogsaa med Studiet af den peripatetiske Filosofi, der da blev alm. lært, og det var under sit Ophold i Pisa, at han 1582 opdagede Pendulsvingningernes Isokronisme, hvilket han skal have benyttet til Konstruktion af et Apparat til Maaling af Pulsslag; men herom er der ikke bekendt noget nøjere. I Pisa fik han ogsaa sin første Undervisn. i Matematik, og dette Fag greb ham saa mægtig, at han med Faderens noget nølende Samtykke ombyttede Hippokrates og Galen med Euklid og Archimedes. 1586 maatte G. af økonomiske Grunde vende hjem til Firenze, hvor han fortsatte sine matematiske Studier, opfandt den hydrostatiske Vægt (beskrevet i Afhandlingen La bilancetta, som først blev udg. efter hans Død [1655]), og offentliggjorde 1587 sit Arbejde: Theoremata circa centrum gravitatis solidorum, der vakte saadan Opsigt, at da den mat. Lærestol i Pisa blev ledig 1589, denne ikke meget lukrative Post (Gagen var omtr. 200 Kr) blev givet G. paa 3 Aar. Han kastede sig nu over Studiet af Bevægelseslovene, som han ansaa for Nøglen til en rigtig Forstaaelse af Naturfænomenerne, og fra denne Tid maa ogsaa dateres Beg. af den Kamp, G. hele sit Liv igennem førte mod den aristoteliske Naturfilosofi, der da beherskede alle Aander med en Magt, som nu vanskelig kan fattes. I sine Afh. De motu og Sermones de motu gravium (først trykte 1854) angriber han den aristoteliske Lære, at der gives tunge og lette Legemer, idet han paastaar, at alle Legemer er paavirkede af Tyngden, og som Følge deraf maa alle Legemer falde lige hurtig, samt at Hastigheden ved frit Fald vokser proportionalt med Tiden, modsat den Antagelse, at Hastigheden er direkte proportional med Legemets Vægt og omvendt proportional med Tætheden af det Medium, hvori Faldet foregaar. Endelig stiller han sig i Opposition til den Anskuelse, at ved den saakaldte voldsomme Bevægelse, f. Eks. ved Kast, Aarsagen til Bevægelsens Vedvaren, efter at den Kraft, som har fremkaldt Bevægelsen, har ophørt at virke, er at søge i det Medium, hvori Bevægelsen finder Sted; men har G. selv i dette Punkt end ikke truffet det rigtige, har han dog sit store Værd derved, at han overhovedet lærte at iagttage Bevægelsen og ved sin Faldforsøg, som han anstillede foruden paa Skraaplanet ogsaa fra det skæve Taarn i Pisa, for første Gang indførte Eksperimentet som fuldt jævnbyrdigt med Spekulationen i den videnskabelige Forskning. I sit Livs Aften kommer G. tilbage til sine sermones; de danner nemlig Fundamentet for hans storslagne Arbejde: Discorsi e dimonstrazioni matematiche intorno a due nuove scienze attenenti a'la mechanica ed ai movimenti locali (Leyden 1638), hvori han fremstiller Lovene for den jævne og for den jævnt accelerende Bevægelse, og saaledes lagde Grundvolden for Dynamikken.

Disse Angreb paa den aristoteliske Naturopfattelse skaffede ham de herskende Peripatetikere til Fjender, især da han allerede ved den Tid, som overhovedet under hele sit Liv, ikke holdt Striden inden for dens egne Grænser, men mangen Gang opsøgte den; da han tillige havde fældet en alt andet end gunstig Dom om en af Bastarden Johan af Medici konstrueret Muddermaskine, maatte han efter Udløbet af sit Triennium forlade Pisa, men fik straks efter ved Venners Hjælp en lgn. Stilling i Padua paa 6 Aar, hvor han 7. Decbr 1592 begyndte sin Lærervirksomhed (300 Aars Dagen blev fejret under Tilstrømning af Verdens største Astronomer og Fysikere) under gunstigere Vilkaar, da denne Stad tilhørte den venetianske Republik, der tillod større videnskabelig Frihed. Hans Forelæsninger, der omfattede Gnomonik, Mekanik, sfærisk Astronomi og Fortifikationslære, samlede saa talrige Tilhørere fra alle Lande, at selv Paduas største Sale viste sig at være for smaa. Selv har han i de 18 Aar, hvori hans Virksomhed varede her, sikkerlig den lykkeligste Tid af G.’s Liv, ikke ladet trykke noget teoretisk Arbejde - han redigerede sine Forelæsninger og lod dem cirkulere i Manuskript -, men han fortsatte sine Studier af Bevægelseslæren, fandt 1604 Loven om Acceleration, beskæftigede sig med statiske Undersøgelser og var ikke uvirksom paa det praktiske Omraade. Hans Proportionspasser er fra 1597. 1606 saa han sig nødt til at beskrive denne i Afh.: Le operazioni del compasso geometrico e militare, for ikke at blive berøvet sin Opfindelse -, og i Tiden mellem 1593 og 1597 falder efter Viviani’s Angivelse hans Opfindelse af Lufttermometeret i dets simpleste Form. Hans Arbejde: Discorso intorno alle cose chestanno su l’acqua oche in quella si muovono, hvori han for første Gang fremstiller Hydrostatikken som en Gren af den alm. Mekanik, idet han i Princippet om de virtuelle Hastigheder saa den rigtigste Forklaring af Ligevægtslovene for Vædsker, er vel fra 1612, men allerede under sine Forelæsninger over Statik havde han indført dette Begreb, hvis Vigtighed Johan Bernoulli viste 1717, og som Lagrange gjorde til Fundament for sin analytiske Mekanik.

Hidtil havde G. saa godt som udelukkende været optaget af mek. Problemer, og det var først i Tiden efter 1609, at han kom til at beskæftige sig med astron. Studier. Ritignok havde han allerede 1604 i Anledning af den ny Stjerne i Slangebæreren været inde paa det astron. Felt, men det, han skrev ved den Lejlighed, var mere rettet mod den aristoteliske Anskuelse om Himlens Uforanderlighed. 1609 fik nemlig G. Underretning om det mærkelige Apparat »Kijker«, man havde konstrueret i Holland, hvorved fjerne Genstande kunde rykkes nærmere og derved ses tydeligere, og kort efter lykkedes det ham at sammenstille saadanne og endnu større Perspiciller (s. d.), hvoraf der endnu opbevares et Eksemplar i Firenze. Det er et Kartonrør af 1,2 m’s Længde og 5 cm’s Vidde med Paaskriften: Tubum opticum vides, Galilei inventum, et opus quo Solis maculas et extimos lunæ montes et Jovis satellites, et novam quasi rerum universitatem primum dispexit A. D. 1609. Han oversendte sin Kikkert, ledsaget af et Skrift om dette Apparats Nytte for Nautik og Astronomi, til Senatet i Venezia, der svarede med at forhøje hans Gage til det tredobbelte og at gøre ham til Prof. for Livstid.

Med denne vigtige Opfindelse begynder nu den Periode, hvori G. fejrede sine største Triumfer. Han havde nemlig den animi libertas - for at tale med Kepler - at rette sin Kikkert mod Firmamentet og tillige tro, hvad han saa. I Sidereus Nuncius, der udkom 1610, har han udførlig beskrevet, hvad kun han hidtil havde set; men var alt det sandt, da havde den gl. Filosofis Bygning faaet sine Grundskud, og det var ikke let at se, hvor man endnu skulde finde Støtter til dens vaklende Mure. Maanen, som Peripatetikerne ansaa for en glinsende plan Skive, skildrer G. som en Klode med høje Fjelde og store Sletter; Mælkevejen, som man havde anset for en Taage, erklærer han for en Hær af utællelige Stjerner; i Plejaderne, hvor man hidtil kun havde kendt 6 Stjerner, tæller han 40, o. s. v. Men den vigtigste Opdagelse var de 4 Jupitermaaner, thi derved var det demonstreret ad oculos, at et Centrum for Bevægelser selv kunde bevæge sig, hvilket dengang ansaas for utænkeligt. Disse Maaner fulgte G. gennem længere Tid, bestemte deres Omløbstid, konstruerede Tabeller, hvorefter de kunde beregnes forud, og viste deres Nytte til Søs ved Længdebestemmelse (Tabulæ mediorum motuum satellitum Jovis [1617]). Disse Opdagelser, hvortil senere kom Paavisningen af, at Merkur og Venus har Faser, hvorved han beviste, at Planeterne er mørke Kloder, samt hans Meddelelse om en ny Sandsynlighedsgrund for Rigtigheden af den kopernikanske Lære om Solens centrale Stilling i Planetsystemet, bragte G.’s Navn paa alles Læber; selv fik han Tilbud om at tage Ophold i Firenze med Forpligtelse til kun at fortsætte sine videnskabelige Arbejder. Til G.’s store Ulykke modtog han denne smigrende Opfordring og forlod Republikken Venezia, under hvis fri Love han, æret og beskyttet af Senatet, havde kunnet uhindret udvikle sine reformatoriske Ideer, for at begive sig til et Land, som stod under direkte Indflydelse af Rom og Jesuitterne. 1611 finder vi G. i Rom, hvor han selv viser de Lærde sine astron. Opdagelser, som de stod vantro over for, bliver optaget i det 1603 stiftede Accademia dei Lincei og i det hele fejret som den store Forsker. Han blev anset for en Tilhænger af Kopernikus’ Lære, som han havde hyldet siden 1597, om end han offentlig lærte den ptolemæiske Verdensanskuelse; men det er først i sine tre Lettere delle macchie solari (1613), hvori han lige over for Scheiner hævdede sin Prioritet for Opdagelsen af Solpletterne, som G. benyttede til at paavise, at Solen roterer om sin Akse - at han offentlig traadte frem til Gunst for den nye Lære og derved skaffede sine mange Misundere en længe ønsket Anledning til at komme denne Mand til Livs, der byggede sin Filosofi paa Naturvidenskaberne og vilde, at Aandens Virksomhed skulde indordnes under Naturens Love. Forræderisk fik man lokket G. ind paa det teologiske Omraade, idet der paavistes, at den kopernikanske Lære stod i direkte Strid med Bibelen; G.’s Svar udeblev ikke, og nu havde man Spillet gaaende. G. blev angivet for Inkvisitionen, og det hellige Officiums 11 Qualificatores erklærede 24. Febr 1616 »Læren om Jordens Bevægelse for at være en Daarskab og en Absurditet fra et filosofisk Standpunkt og for delvis formel kættersk, Læren om Solen som Verdens Centrum og som ubevægelig for stridende mod Bibelen«. 5. Marts blev Kopernikus’ Bog suspenderet donec corrigatur (først 1835 blev den strøget af Index). G., der allerede 1615 var ilet til Rom for personlig at søge at hindre dette Forbud, fik selv 25. Febr en Advarsel af Kardinal Bellarmin og blev tilholdt for Fremtiden kun at udtale sig hypotetisk om den kopernikanske Lære.

G. holdt sig nu rolig nogen Tid, men Tilsynekomsten af 3 Kometer bragte ham igen ud paa farlige Veje; han skrev sin Discorso delle comete (1619), hvori han rigtignok hævder, at Kometerne er telluriske Frembringelser og saaledes at sætte i Klasse med Regnbuen, Ringe om Sol og Maane o. s. v.; der blev svaret af Sarsi (Pseudonym for Grassi) med et provokatorisk Angreb: Libra astronomica ac philosophica, som G. 1623 knuser i sin Il saggiatore, der var dediceret til Paven og trods Jesuitternes Rænkespil ikke blev forbudt, men meget rost og stærkt anbefalet. G. troede nu, Tiderne var gunstigere for Fremførelsen af den ny Lære, saa meget mere, som en ham venlig sindet Kardinal 1623 havde besteget Pavestolen. Han genoptog sin for lang Tid siden fattede Plan at publicere et rent videnskabeligt Værk, De systemate mundi, men ændrede snart denne og omarbejdede sine Tanker og Beviser for det kopernikanske System i en Form, som han antog ikke skulde blive udsat for noget Angreb. Paa den Vis fremkom hans udødelige Dialogo sopra i due massimi sistemi del mondo, der 1630 blev forelagt for Paven og 1632 fik den romerske og florentinske Inkvisitors imprimatur. I dette Kunstværk af første Rang viser G. sig i hele sin geniale Begavelse. Ikke blot behersker han sin Tids Videnskab, men forstaar overalt at fremstille sit videnskabelige Apparat saa naturligt og lige til, som først vor Tid har kunnet formaa; G. tænkte fuldstændig moderne, og deri ligger det uvisnelige Værd ved denne Dialog, deri den Magt, hvormed den endnu formaar at fængsle sin Læser.

Dette Arbejde fremkaldte i de Lærdes Verden en Storm, hvis Lige man endnu ikke har Sidestykke til. Hans Venner jublede over Bogen, hans Fjender søgte at overbevise Paven om, at dette Arbejde var en stor Fare for Kirken, og fornemmelig satte man Paven op ved at gøre ham det indlysende, at han selv var karikeret i den Person, »Simplicio«, der optræder i Dialogen som Forsvarer af den gamle Lære. Paven overgav Undersøgelsen af G.’s Meninger paany til en Forsamling af Kardinaler, som paa sin Side overleverede ham til Inkvisitionen og G. blev stævnet for denne Domstol. Hvorledes man har baaret sig ad for at faa denne Stævning i lovformelig Stand, om Protokollen fra 1616 er blevet forfalsket - thi det er til den, der henvises -, om Scheiner har været blandt dem, der hjalp Inkvisitionen mod G. (han var jo ikke blevet behandlet paa den mildeste Maade af G. i Striden om Solpletterne, og paafaldende er det i hvert Fald, at Scheiner ikke forlod Rom, før denne uværdige Proces havde faaet sin Afslutning, uagtet han 2 Gange blev kaldt hjem til Tyskland af Kejseren), er ikke blevet opklaret trods ihærdige Studier i det vatikanske Arkiv og vil vel aldrig blive bragt til fuld Klarhed. Ad. Müller søger nervøst, men uden Held, i sin »Der Galilei-Process« (1909) at forsvare Inkvisitionen. 20. Jan. 1633 maatte den 69 Aar gl. Mand trods sit svage Helbred forlade Firenze for at begive sig til Rom, hvor han ankom 14. Febr og foreløbig fik anvist Bolig hos den toskanske Gesandt; men først 12. Apr. blev G. taget i Forhør og angav da, at han ikke kendte noget til, at det var ham forbudt at skrive om den kopernikanske Lære i nogen som helst Form, og henviste til Kardinal Bellarmin; i de flg. Forhør, som fandt St. 30. Apr., 10. Maj og 21. Juni - Processen blev trukket i Langdrag, og man lod G. den hele Tid svæve mellem Angst og Haab - nægtede han paa det bestemteste nogen Sinde at have anset den kopernikanske Lære for den rigtige og paastod, at han havde skrevet sin Dialog for at vise saa meget klarere, at de Grunde, der talte for den ny Lære, ikke holdt Stik, - han blev imidlertid ikke troet, og nu skred man til examen rigorosum ⊃: at han er blevet ført til Torturkammeret - i 22 Dage sad han fængslet i Inkvisitionens Palads - og der under Henvisning til de forhaandenværende Torturredskaber er blevet spurgt om Sandheden af sit Udsagn; herpaa skal han, som Dekretet siger, have svaret »katolsk«. 22. Juni 1633 maatte han da i Dominikanerklostret Santa Maria sopra Minerva i Nærværelse af det hellige Officiums Kardinaler og Prælater overvære Oplæsningen af sin Dom, som lød paa livsvarigt Fængsel, og knælende foran den hele Forsamling afsværge sin kætterske Mening om det kopernikanske Verdenssystem. Med denne fremtvungne Mened afsluttedes en af de mest barbariske Scener, som nogensinde er blevet opført i Verdenshistorien. At han efter Afsværgelsen skal have udraabt: ’E pur si muove«, er en Fabel, som første Gang meddeles af Giuseppe Baretti i Italian Library London 1757 og herfra er gaaet videre. Man har bebrejdet G., at han ikke havde Mands Mod til at holde fast ved de Anskuelser, han gennem sine videnskabelige Studier var kommet til; værdigere vilde det have været en saadan Aandsheros; paa den anden Side maa man dog ikke gaa for strengt i Rette med denne 70-aarige Mand, der nu ved Forfølgelse og alt andet end blid Medfart var saavel legemlig som sjælelig knækket, naar han søgte at redde sig fra at maatte bestige Baalet ved at fornægte sin videnskabelige Overbevisning, som han havde kæmpet for hele sit Liv igennem. Det være, som det være vil, for Videnskaben var dette Resultat i hvert Fald en Lykke.

Som nævnt blev G. dømt til livsvarigt Fængsel, men Paven forandrede Dommen til Forvisning til de mediceiske Have paa Monte Pincio i Rom. Juli 1633 blev han bragt til Siena, og i December fik han Tilladelse til at tage Ophold paa sin Villa i Arcetri. Først 1638 tillod man ham at flytte til Firenze, men han vendte snart tilbage til Arcetri, hvor han henlevede sine sidste Dage (Abetti: G. in Arcetri, 1912). Her benyttede han sit ufrivillige Otium til at forfatte den allerede nævnte Discorsi, som han maatte lade trykke udenlands, da det var forbudt fra 1633 at trykke noget nyt, af ham forfattet Arbejde; herfra udgaar hans Brev til Storhertugen af Toscana: Novantiqua doctrina (Worms 1636), hvori han veltalende og dygtigt trækker Grænsen for Kirkens Autoritet i videnskabelige Spørgsmaal; og i denne Villa gør han sin sidste teleskopiske Opdagelse, idet han 1637 finder Maanens Libration (s. d.), ganske kort Tid, før Blindhed paa begge Øjnene for stedse nægtede ham Brugen af det Instrument, som havde gjort ham saa kendt af Samtiden. I denne Tilstand fandt Milton ham 1638, men hans Aand var usvækket, og han vedligeholdt sin udstrakte Korrespondance. I hans sidste Aar fik hans Elever Viviani og Toricelli Lov til at opholde sig hos ham, og det var medens han dikterede disse sine Anskuelser om Stødteorien, at Døden indhentede ham. Selv efter Døden forfulgte Kirken ham. Hans Lig blev hensat i Noviciatskapellet i Firenze, og først 1737 blev det overført til Kirken Santa Croce, hvor G. havde ønsket at blive begravet, og her er der rejst ham et prægtigt Mindesmærke. Men det varigste Mindesmærke - aere perennius - har han rejst sig selv i sine Skifter, der gentagne Gange er blevne optrykte, for hver Gang fuldstændigere og omhyggeligere (2 Bd, Bologna 1655-56; 3 Bd, Firenze 1718; 4 Bd, Padova 1744; 13 Bd, Milano 1808-11; 16 Bd, Firenze 1842-56). Den sidste og fuldstændigste Udg. er: Edizioni nazionali sotto gli auspicii de sua maestą il Re d’Italia I-XIX (1890-1907) under Redaktion af Favaro, der i mange Aar har været beskæftiget med Studiet af G. og hans Værker og har skrevet forsk. Arbejder om enkelte Sider af G.’s Liv, saasom hans Ophold i Padova (2 Bd, 1882-83), foruden at han gentagne Gange har udgivet til Belysning af ham ny Dokumenter, fornemmelig hentede fra Nationalbiblioteket i Firenze (1880, 1884, 1886) (Trent’anni de studi Galileiani, 1907). En Del af G.’s Breve blev første Gang offentliggjort af Venturi (Modena 1818-21); G.’s Liv er skildret af Viviani (Firenze 1691) og sidst af J. J. Fahie: G., his life and work (1903). Hans Proces er gentagne Gange blevet behandlet; i den sidste Tid af Berti (1876), l’Epinois (1877), Gebler (1876, 1877), Wohlwill (1877, 1878, »Galilei und sein Kampf für die kopernikanische Lehre I« [1909]), Reusch (1879), Wregg-Prosser (1889). En temmelig fuldstændig sammenstillen af G.-Litteraturen gav Riccardi, La biografia Galileiana (Modena 1872) og Scartazzina, G. G. (Milano 1883).

G. Galilei

[Salmonsens Konversationsleksikon, 1920]

• Opslag, Salmonsens Konversationsleksikon

• Salmonsens konversationsleksikon [Project Runeberg]
•