Salmonsen - Kautsjuk

Kautsjuk (Gúmmi elásticum, Indian rubber) og Guttaperka (Gettaniagummi) er to Stoffer, der begge vindes af forsk. Planters Mælkesaft, og som, skønt i mange henseender indbyrdes forsk., dog har saa mange Lighedspunkter baade i Egenskaber og i den Maade, hvorpaa de forarbejdes, at de her skal omtales under eet. K. findes i en Mængde, maaske i alle, Planters Mælkesaft, men kun hos nogle i en saadan Mængde, at Indvindingen kan betale sig. Bl. de Planter, der leverer K., kan flg. nævnes. Af Morbærfamilien: Castilloa elastica i Meksiko, forsk. Arter Cecropia og Brosimum i Meksiko og Sydamerika, forsk. Arter Ficus, navnlig F. elastica i Ostindien; af Singrønfamilien: Urceola elastica og U. esculenta paa Borneo og Sumatra, Landolphia Kirkii o. a. Arter L. fra Afrika, Hancornia speciosa i Brasilien, forsk. Arter Plumeria, Alstonia, Kicxia o. a. fra Afrika, og Willoughbya dedulis i Ostindien; af Vortemælkfamilien: Hevea brasiliensis, H. Spruceana og H. guyanensis i Sydamerika; af de Kurvblomstrede Parthenium argentatum, Guayuleplanten, i Meksiko. Saften, Latex, indvindes paa forsk. Maade, nogle Steder een Gang daglig fra Beg. af Apr. til Novbr, idet man af Ler laver en svaleredelignende Skaal, som fastklines til Træet, ell. man ophænger derpaa smaa Bægre, Tigelinha, og oven over disse slaar man derpaa et Hul i Barken, af hvilket der da udflyder c. 1 l Saft, ell. man skærer hver 14. Dag et Hul helt ind til Veddet og opsamler den udflydende Saft i Fordybninger, der er gravede i Jorden og udforede med Blade. For Guayuleplanten maa en helt anden Fremgangsmaade anvendes. Den bliver efter 50 Aar højst 1,5 m høj og indeholder da i tør Tilstand indtil 10 % K. Den fældes, tørres og pulveriseres og udkoges derefter med Natronlud under Tryk, hvorved K. frigøres og bringes til at klumpe sig sammen ved Kogning med Vand. Saften, der bestaar af Vand, K., Albumin og harpiksagtige Stoffer, indeholder K. i Form af smaa Kugler, der ved Henstand samler sig foroven til et flødeagtigt Lag. Indvindingen af K. af Saften sker paa mange forsk. Maader. Den bedste Sort, Pará-K., indvindes saaledes derved, at man anbringer Saften i et tyndt Lag paa en Form, tørrer dette Lag i Røg, anbringer et nyt Lag, tørrer dette og bliver saaledes ved, idet man ofte anbringer over 100 Lag paa samme Form. Man leder ogsaa Saften ned i Gruber i tørveagtig Jord, gennem hvilken Vandet siver bort, medens K. bliver tilbage. Ofte bringes Saften til at koagulere ved Tilsætning af Syre, særlig Myresyre, hvorefter Koagulet æltes med Vand for at renses. Naar Saften fortyndes med 4-8 Gange saa meget Vand, flyder K. let op og kan skummes af, hvorefter den renses ved Vadskning og tørres. Nogle Planter giver en saa koncentreret Saft, at denne tørrer ind paa Armen af den, der foretager Indsamlingen, ell. man lader den ligefrem tørre ind i flade Kar ell. paa Træets Bark. I Handelen skelner man hovedsagelig mellem flg. Sorter: Pará-K. fra Brasilien i forsk. Former, nemlig 1) som kugleformede Flasker med en ydre Diameter af c. 15 cm og en indre Diameter af 2-5 cm, altsaa med en Vægtykkelse af c. 5-6 cm, udvendig mørk, indvendig lys, undertiden forfalsket med Sand o. l., der er strøet ind mellem de enkelte Lag ved Tørringen, 2) som runde Skiver med en Diameter paa c. 20 cm og en Tykkelse af c. 5 cm, af samme Kvalitet som foregaaende, 3) som Spækgummi, i store 5-8 cm tykke, 60 cm brede og lange Stykker, rimeligvis fremstillede ved Opskæring af store cylindriske Flasker, udvendig ru, næsten sort, indvendig hvid og porøs, 4) Negro-head, runde Klumper af forsk. Størrelse og forsk., oftest ringere Kvalitet. Carthagena-K. fra Nygranada, enten i 10 cm tykke Plader ell. i store, ofter over 50 kg tunge Klumper, fremstillede ved Sammenpresning af Plader, helt igennem sort. San-Salvador-K. ligner ganske foregaaende. Vestindisk-K. er Fællesbetegnelse for de centralamerikanske Sorter, der oftest ligner Carthagena. Guatemala-K. er klæbrig, ildelugtende, af daarlig Kvalitet. Guayaquil-K. er af meget vekslende kvalitet, den bedste er lys, den daarligste mørk og svampet. Undertiden bruges Betegnelsen »vestindisk« spec. for Yucatan-K., der er meget eftersøgt i Handelen. Ostindisk K. fremkommer oftest i uregelmæssige Blokke, der er et Konglomerat af Sammenæltede lysere og mørkere Stykker og ofte indeholder Træsplinter, Jord o. l.; Kvaliteten er ret god, men Elasticiteten og Fastheden dog noget mindre end hos Pará-K. Madagaskar-K. er lige saa god som den bedste Pará-K.; den forarbejdes hovedsagelig i Frankrig. Afrikansk K. kommer fra Gabun, Congo, Angola, Benguela o. fl. St. og er oftest p. Gr. a. daarlig Behandling af ringere Kvalitet. - P. Gr. a. det enormt stigende Forbrug af K., der bevirkede en ganske hensynsløs Rovdrift af de vildtvoksende K.-Træer, har man nu mange St. i Østen anlagt Plantager af saadanne Træer, der drives forstmæssigt, og hvor Udvindingen af K. foretages ganske rationelt.

K. er mere ell. mindre mørk, væsentlig beroende paa Fremstillingsmaaden, i tykke Stykker er den uigennemsigtig, i tynde Lag gennemskinnende. Den er overordentlig elastisk, saaledes at den efter at være trukket ud i Længden hurtig indtager sin opr. Form; dog mister den ved stærk Afkøling forbigaaende sin Elasticitet, men denne vender igen tilbage ved Opvarmning. Bliver K. saaledes i udstrakt Tilstand udsat for Kulde, saa bibeholder den sin Form, selv om den opvarmes til 20°, men faar sin hele Elasticitet tilbage ved 35-40°. Friske uberørte Snitflader klæber meget kraftig sammen, hvilket er af stor Bet. ved Fabrikationen af Genstande af K. K. leder ikke Elektricitet og bliver selv elektrisk ved Gnidning. Ved Henliggen i Vand optager K. en betydelig Mængde deraf, hvorved den svulmer stærkt op og bliver lysere, dog uden at kunne opløses deri. Absolut Alkohol opløser en ringe Mængde, men optages selv af K. paa samme Maade som Vand. I Svovlkulstof, Benzol, Terpentilolie, Kloroform og Æter svulmer K. ligeledes stærkt op, og samtidig opløses 60-80% deraf. Lettest bringes K. i Opløsning i en Blanding af 6-8 Dele absolut Alkohol og 100 Dele Svovlkulstof, men af denne Opløsning udfældes K. igen ved Tilsætning af mere Alkohol. I kogende Linolie opløses K., og en saadan Opløsning tørrer i tynde Lag ind til en gennemsigtig, sej Masse. Af andre Stoffer, der frembringer en delvis Opløsning af K., kan nævnes fede og æteriske Olier. Den raa K. indeholder, foruden en Del af de i Plantesafter sædvanlig forekommende Stoffer og nogle iltholdige Stoffer: Dambonit og Bornesit. Selve den rene Kautsjuksubstans bestaar af Kulbrinter af den empiriske Sammensætning C₁₀H₁₆. I kem. Henseende udmærker K. sig navnlig ved sin store Modstandsdygtighed mod kem. Paavirkninger; den paavirkes saaledes hverken af fortyndede Syrer ell. koncentrerede Alkaliopløsninger, heller ikke ved Opvarmning. Derimod sønderdeles den af koncentreret Svovlsyre under Dannelse af en sort, kulstofrig Masse og opløses fuldstændig af rygende Salpetersyre. Smeltet Svovl trænger hurtig ind i K., og opvarmes saaledes behandlet K., dannes det saakaldte vulkaniserede K., der i sine Egenskaber til Dels afviger betydelig fra det rene K. og navnlig udmærker sig ved at beholde sin Elasticitet inden for meget vide Temperaturgrænser (se nærmere ndf.). K. smelter ved Opvarmning til 120°, idet den udbreder en ejendommelig Stank og omdannes samtidig saaledes, at den efter Afkøling vedbliver at blive blød og klæbrig og først efter lang Tids Forløb tørrer ind. Ophedes den stærkere i Luften, brænder den med stærkt lysende, sodende Flamme; ved tør Destillation giver den talrige Sønderdelingsprodukter, af hvilke det vigtigste er en Kulbrinte, Isopren, der ligesom beslægtede Kulbrinter, Butadien og Dimetylbutadien, danner Udgangsmaterialet for den i de senere Aar ad kemisk Vej fremstillede »syntetiske K.«.

Guttaperka faas af Mælkesaften af en Del mest til Sapotaceerne hørende Træer, særlig forsk. Arter Palaquium (Isonandra) og Payena. Et nærstaaende Stof er Balata (s. d.). Guttaperka vindes ved Indsnit i Barken, af hvilke Mælkesaften flyder ud, hvorpaa den i Løbet af kort Tid løber sammen. Inden den er blevet fuldstændig haard, æltes den med hænderne til pølseformede Stykker ell. Blokke, der har en brun ell. graabrun, indvendig rødliggul ell. graahvid Farve og sædvanlig er forurenede med Bark- og Træsplinter, Sand o. l.; Borneo-Guttaperka bestaar af brune, 0,3-0,5 cm tykke Stykker, der indvendig ligner Papier-maché. Den raa Guttaperka har en træagtig Struktur, kan let skæres med en Kniv, er lettere end Vand og har kun ringe Elasticitet. Den renses paa lgn. Maade som K. (se ndf.) Ren Guttaperka er tungere end Vand og ved alm. Temp. kun lidt elastisk. Ved 25° bliver den bøjelig, og ved 55-60° bliver den saa plastisk, at den let kan antage en hvilken som helst Form; ved Henliggen i længere Tid i Luften bliver den haard og skør. Over for Elektricitet, kemiske Paavirkninger og Opløsningsmidler forholder Guttaperka sig omtr. som K. Den indeholder c. 80 % af en Kulbrinte, Gutta, C₂₀H₃₂, og c. 20 % af to Stoffer, Alban og Fluavil, der begge kan betragtes som Iltningsprodukter af Gutta.

Bearbejdelsen af K. og Guttaperka begynder for begge Stoffers Vedk. med en Behandling, der tilsigter at bortskaffe fremmede Stoffer og Urenheder og at homogenisere Massen. Denne Behandling bestaar i en Sønderdeling under samtidig Udvadskning med Vand og en derpaa flg. Sammenæltning mellem Valser ell. paa anden Maade. Begge disse Processer maa som Regel gentages fl. Gange, des oftere, jo urenere Varen er. Sønderdelingsapparaterne kan enten være konstruerede som de i Papirfabrikationen benyttede Hollændere ell. paa anden Maade, men har alle det tilfælles, at Knivene stadig maa holdes vaade, for at de kan slippe Massen. Den saaledes homogeniserede K. ell. Guttaperka er nu færdig til Brug, og dersom den ikke skal vulkaniseres, saaledes som Tilfældet saa at sige altid er med Guttaperka, faar den sin endelige Form ved i opvarmet Tilstand enten at valses ud til Blade ell. at presses til Rør ell. i andre Former. Vulkaniseringen bestaar, som nævnt, i en Behandling, hvorved K. optager Svovl, og der opnaas derved, at den - i Modsætning til det uvulkaniserede Stof - bevarer sin Elasticitet uforandret saavel i stærk Kulde (- 20°) som ved over 100°; tillige bliver den mere modstandsdygtig over for Opløsningsmidler og kan, om ønskes, antage en betydelig Haardhed. Behandlingen med Svovl sker paa forsk. Maade; man kan saaledes blande Svovlet ind i Massen, naar den faar sin sidste Behandling i Æltemaskinen, der holdes opvarmet til c. 60°, ell. man kan nedlægge Massen i smeltet Svovl. I st f. Svovl benyttes ogsaa forsk. svovlholdige Stoffer saasom Antimonsulfid, Kalciumsulfid o. a. Det saaledes behandlede Stof har endnu alle det opr. Stofs Egenskaber, bl. a. ogsaa den, at dets friske Snitflader ved Sammenpresning hefter ved hverandre, hvilket har stor Bet. ved Formningen af forsk. Genstande. Den egl. Vulkanisering opnaas først ved den saakaldte Brænding, der bestaar i en Opvarmning til 112-135°, idet Valget af den rigtige Temp. og Brændingens Varighed er af stor Vigtighed for det færdige Produkts Godhed. Under Brændingen holdes Genstandene sædvanlig indesluttede i Forme for ikke at falde sammen, og de maa da indgnides med Talkum for ikke at brænde fast til Formen. Hule Genstande, som f. Eks. Bolde, holdes under Vulkaniseringen udspændte derved, at der, før de er lukkede, inden i dem er anbragt en ringe Mængde af et Stof, f. Eks. Ammoniumkarbonat, der ved Opvarmning udvikler Luft, som spænder dem ud mod den ydre Form. Tynde (indtil 3 mm tykke) Genstande kan ogsaa vulkaniseres i Kulden, naar de dyppes i en Opløsning af Klorsvovl i Svovlkulstof ell. Benzol og derpaa hurtig tørres. Under alm. Forhold indeholder vulkaniseret K. 10-16 % Svovl, men den største Del af dette Svovl er ikke kemisk bundet og kan udtrækkes igen f. Eks. ved Behandling med Natronlud. Den saaledes behandlede K. er mere modstandsdygtig mod kemiske Paavirkninger end den alm. vulkaniserede, men har dog beholdt alle dettes gode Egenskaber. Dersom man ved Vulkaniseringen tilsætter mere Svovl (40-50 %) og foretager Brændingen ved en noget højere Temperatur end ellers, faar man et Produkt (Ebonit, hærdet K.), der er meget haardt og elastisk, fuldstændig upaavirkeligt af Opløsningsmidler og bliver meget stærkt elektrisk ved Gnidning. Der har været gjort mange Forsøg paa at udtrække alt Svovlet af vulkaniseret K. for saaledes at kunne tilgodegøre al Slags Affald og brugte Genstande, bl. hvilke bl. a. gl. Galoscher vilde kunne afgive et betydeligt Raamateriale, men, saa vidt vides, hidtil, uden at nogen økonomisk Maade er fundet. De fleste Brugsgenstande af K. indeholder en meget betydelig Mængde Fyldstoffer, navnlig Zinkhvidt, Talkum, Sulfider, Kridt, Tungspat, Kønrøg, Ferrioxyd, Litopon, Blyoxyd, Kaolin o. a., samt organiske Stoffer som Mineralolie, Harpiks, Asfalt, Tjære, Parafin o. a. Medens en ringe Mængde af saadanne Stoffer i nogle Tilfælde kan gøre Gavn, f. Eks. ved at forhøje Haardheden, er deres Tilstedeværelse i større Mængde som Regel meget skadelig, nedsætter Elasticiteten og gør Genstandene hurtig skøre. En meget alm. Tilsætning er det saakaldte Faktis, der fremstilles ved Indvirkning af Klorsvovl paa fede Olier i Kulden (hvid Faktis), ell. ved Kogning af Olierne med Svovl (brun ell. sort Faktis). - Vulkaniseret K. kan paa forsk. Maade gøres plastisk, hvorved faas det til ny Oparbejdning brugelige Regenerat, afvulkaniseret K., idet Lærredsindlæg, en Del af de fremmede Stoffer, sædvanlig ogsaa noget af Svovlet, dog ikke det kemisk bundne, fjernes.

K., der i daglig Tale ofte fejlagtig benævnes Gummi, finder en meget udstrakt Anvendelse, saaledes til Rør, »Gummislanger«, Ventiler, Maskinpakninger, Viskelæder, Galoscher, Bolde o. a. Legetøj, Fjere i Vogne o. a. St., til Fremstilling af Elastik (s. d.), Kautsjukfernis (se Fernis), vandtætte Tøjer, Hjulringe til Cykler og Vogne, Navnestempler o. a. I Form af Ebonit bruges den til Fremstilling af Kamme o. l., til Hørerør, Blæseinstrumenter, til elektr. Isolering, til Skaale til Brug ved fotografiske og galvanoplastiske Arbejder o. a. Guttaperka bruges ligeledes til Skaale o. l., der skal modstaa kemiske Paavirkninger, f. Eks. ogsaa til Flasker til Opbevaring af Flussyre, endvidere til Isolering af undersøiske Telegrafkabler, i Form af tynde Blade til Indpakning af Genstande, der ikke taaler Fugtighed, som »Guttaperkapapir« til at beskytte Vandet i vaade Omslag mod Fordampning, til Katetere o. a. kirurgiske Apparater, til Afstøbning af Forme til galvanoplastisk Brug o. a. K., der i umindelige Tider har været i Brug i Brasilien til Skaale, Fodbeklædning o. a., kom i Beg. af 18. Aarh. til Europa, men brugtes indtil ind i 19. Aarh. kun som Viskelæder. 1820 begyndte Anvendelsen af K. til vandtætte Tøjer, og 1842 kom de første vulkaniserede Genstande af K. til Europa (først fremstillede 1839 i Amerika), hvorefter Fabrikationen i de flg. 10 Aar hovedsagelig udviklede sig til sit nuv. Standpunkt, og omtr. paa samme Tid kom Guttaperka til Europa.

[Salmonsens Konversationsleksikon, 1922]

• Opslag, Salmonsens Konversationsleksikon

• Salmonsens konversationsleksikon [Project Runeberg]
•