Salmonsen - Helmholtz, Hermann Ludvig Ferdinand von

Helmholtz, Hermann Ludvig Ferdinand von, tysk Naturforsker, f. 31. August 1821 i Potsdam, d. 8. September 1894 i Charlottenburg ved Berlin, Søn af en Lærer ved Gymnasiet i Potsdam, Moderen af engelsk Familie. H. studerede efter Faderens Raad Medicin, blev 1843 Militærlæge og 1848, efter at han havde forladt den militære Bane, Lærer i Anatomi ved Kunstakademiet i Berlin. 1849 blev han Prof. i Fysiologi i Königsberg. 1855 Prof. i Anatomi og Fysiologi i Bonn og 1858 Prof. i Fysiologi i Heidelberg. 1871 blev han kaldet til Prof. i Fysik i Berlin, og 1888 overtog han Ledelsen af den nys oprettede »Physikalisch-technische Reichanstalt«. Denne Stilling beholdt han til sin Død. Som dette omrids af H.’s Løbebane viser, kom hans Virksomhed især til at ligge paa to Omraader, Fysiologien og Fysikken, og han blev paa dem begge en Forsker af første Rang. Hans ledende Studium var Fysikken, til hvis Behandling han medbragte en eminent matematisk Begavelse, og hans fysiologiske Arbejders Retning er væsentlig bestemt ved hans store Dygtighed som Fysiker, idet han fortrinsvis valgte sig Emner, hvis Bearbejdelse fordrer indgaaende Kendskab til de fysiske Love. Af hans anatomiske Arbejder maa nævnes Promotionsskriftet fra 1842, hvori han paaviser Sammenhængen mellem Nervetraade og Nerveceller. Snart efter kom hans første fysiologiske Arbejder, Undersøgelser over Forholdet mellem Muskelarbejde og Muskeltemperatur. Han paaviste, at Muskelarbejdet ved Sammentrækningen til Dels omsættes i Varme, idet han maalte Muskelens Temperaturforandringer ved Termoelementer, og herfra gik han over til det Omraade, hvor han skulde gøre nogle af sine største Opdagelser, nemlig Studiet af Sansningen. Allerede 1850 løste han her en særdeles vanskelig Opgave, idet han maalte den Hastighed, hvormed et Nerveindtryk forplanter sig (30-60 m i Sek.). Derefter følger hans Studium af Øjet og Øret. Til Undersøgelsen af Øjet konstruerede han Oftalmometret, hvormed han bestemte Størrelsen af Spejlbilledet i Hornhinden og derigennem dens Krumning. 1851 opfandt han Øjespejlet, hvorved man blev i Stand til at se Øjets Indre saa skarpt og tydelig, at dette ny Redskab kom til at betegne et stort Fremskridt i Diagnosen af Øjensygdomme. Den skraatstillede Glasplade i Øjespejlet var vel allerede angivet af Brücke, men først ved H.’s Tilføjelse af Iagttagelseslinsen fik Redskabet sin rette Værdi. En vigtig Plads i H.’s Studier over Synet indtager hans Farvesansteori (se Farvesystem), der er en Udvidelse af Young’s og hans Forklaring af Rumforestillingens Tilbliven. Herved kom han ind paa Spørgsmaalet om de geometriske Grundsætningers Karakter, til hvis Forstaaelse han gav vægtige Bidrag. Samtidig begyndte han paa sine Arbejder over Tonefornemmelsen, hvoraf Undersøgelserne over Klangfarve og Kombinationstoner maa fremhæves. Hans fine musikalske Øre og store Kendskab til den musikalske Litt. kom ham her til Nytte ved Siden af hans Overlegenhed som Matematiker og Fysiker. Frugterne af H.’s Studier over Syn og Hørelse findes samlede i »Handbuch der physiologischen Optik« (1856-66, 2. Opl. 1886-96) og »Die Lehre von den Tonempfindungen als physiologische Grundlage für die Theorie der Musik« (1862, 4. Opl. 1877).

Sit første store fysiske Arbejde udgav H. 1847 under Titelen » Ueber die Erhaltung der Kraft«, hvori han med matematisk Klarhed og langt mere omfattende, end det var gjort før, fremsætter Læren om Energiens Uforanderlighed og anvender den paa de forskelligste Naturforhold. Under sit fortsatte Studium af Betingelserne for Energiens Omformninger gav han vigtige Bidrag til Forstaaelsen af elektrokemiske Forhold. Af hans mange andre betydelige fysiske Arbejder skal her kun nævnes hans Bearbejdelse af Lysets, særlig Farvespredningens Teori, hans Undersøgelse af Lovene for den elektromagnetiske Induktion og hans Behandling af Bevægelser i Vædsker, særlig Hvirvelbevægelsen, hvorved han overvandt matematiske Vanskeligheder, der hidtil havde hindret Beregningen. Der er intet større Afsnit af Fysikken, som H. ikke har bearbejdet og beriget; men hans Arbejders teoretiske og tit strengt matematiske Karakter gør dem ofte vanskelige at forstaa for andre end Specialister. H’s »Vorlesungen über theoretische Physik«, 6 Bd (1897-1903) er udg. af hans Elever. »Wissenschaftliche Abhandlungen von H.«, 3 Bd (1882-95) er afsluttet efter hans Død. Han har dog ogsaa søgt at faa en større Kreds i Tale ved sine mange populære Foredrag, hvori han gerne fremstiller Resultaterne af sine egne Forskninger. De er udgivne under Titelen »Vorträge und Reden« (2 Bd, 5. Opl. 1903). Som Leder af den fysisk-tekn. Rigsanstalt fik H. den Opgave at organisere dette store Institut og faa mange selvstændige Forskere til at arbejde mod samme Maal. Til denne Opgave egnede han sig fremfor enhver anden ved sin store Autoritet, sin personlige Elskværdighed og sin Arbejdsevne, der var usvækket til kort før hans Død. Hans 70 Aars Fødselsdag blev fejret ved en international Fest, og Kejseren gav ham den højeste civile Rang, medens hans Opholdskommune, Charlottenburg, udnævnte ham til Æresborger. H. skrev ved denne Lejlighed en Selvbiografi, der er optagen i 2. Bd af hans »Vorträge und Reden«. (Litt.: Königsberger, »Hermann von H.« [Braunschweig 1903]. Ogsaa i forkortet »Volksausgabe« [1911, 1 Bd])

H. L. F. v. Helmholtz.

[Salmonsens Konversationsleksikon, 1921]

• Opslag, Salmonsens Konversationsleksikon

• Salmonsens konversationsleksikon [Project Runeberg]
•