Salmonsen - Gauss, Johann Carl Friedrich

Gauss , Johann Carl Friedrich, tysk Matematiker og Astronom, f. 30. Apr. 1777 i Braunschweig, d. 23. Febr 1855 i Göttingen. Han studerede først i Göttingen, senere i Helmstedt. Fra 1807 til sin Død var han Professor i Matematik ved Universitetet i Göttingen og Direktør for Observatoriet smst. G. har maaske mere end nogen anden brudt ny Baner inden for Matematikken og Astronomien. I sit berømte Værk Disquisitiones arithmeticæ (1801) har han lagt Grunden til den moderne Talteori, blandt andet ved sin Behandling af Kongruenser og kvadratiske Former; smst. findes hans algebraiske Løsning af de binome Ligninger og hans allerede 1796 fundne Sætning om Muligheden af at dele Cirkelperiferien i lige store Dele ved Konstruktion med Passer og Lineal (se Cirkel). I sin Dissertation (1799) anvendte han ved Beviset for Sætningen om Antallet af en Lignings Rødder den nu sædvanlige geometriske Fremstilling af de komplekse Tal og denne Idé er utvivlsomt original fra hans Haand. G. har (1795) opfundet »De mindste Kvadraters Metode«, men først offentliggjort den i sit Værk Theoria motus (1809); senere har han (1821-26) udførligere udviklet den i 3 Afhandlinger, der findes overs. paa Fransk i Bertrand's Méthode des moindres carrés (Paris 1855). De saakaldte G.'ske Logaritmer (Additions- og Subtraktionslogaritmer) er opfundne af Italieneren Leonelli, men G. har beregnet de første Tavler over dem (offentliggjorte 1812).

G. har tidligere end Abel og Jakobi kendt Hovedsætningerne i de elliptiske Funktioners Teori, men er her som paa andre Punkter gaaet glip af Prioriteten ved at lade sine vigtige Opdagelser vente for længe paa Offentliggørelsen. Dette maa tilskrives, at han i sin store Kærlighed til selve den videnskabelige Forskning glemte at tænke paa sin egen Berømmelse.

I Læren om Rækker, om bestemte Integralers Beregning, om Interpolation, i Trigonometrien o. fl. St. har han ligeledes ydet store Bidrag. G. beskæftigede sig ogsaa med Geodæsi og fortsatte den danske Gradmaaling fra Altona til Göttingen (1821-24); han har til geodætisk Brug opfundet et Apparat, Heliotropen, til at give Signaler med i store Afstande. Geodæsien ledede ham til en Behandling af Fladers Krumning i Disquisitiones generales circa superficies curvas (1827), hvor han indførte det efter ham benævnte Krumningsmaal; han har ogsaa til Brug ved Konstruktion af Kort givet en Løsning af Opgaven: at afbilde to Flader saaledes paa hinanden, at de til hinanden svarende uendelig smaa Dele bliver ligedannede, som blev prisbelønnet af det danske Videnskabernes Selskab og senere offentliggjort i Schumacher's »Astron Nachrichten« (1825). G. har forud for Bolyai og Lobatschevsky udviklet en ikke euklidisk Geometri, men han har intet offentliggjort derom. Göttinger Akademiet har foranstaltet en samlet Udg. af G.'s Værker, hvoraf 7 Bd er udkomne 1863-74. 8. Bd 1900, 9. Bd 1903, medens et 10. afsluttende Bd er under Udarbejdelse.

I sin Theoria motus corporum coelestium (1809; overs. paa Engelsk, Fransk og Tysk) har G. i al Detail fremstillet sin berømte Løsning af Opgaven: at bestemme Banen af et Himmellegeme, som bevæger sig om Solen efter Newton's Lov - en Løsning, han allerede havde 1801, og som han benyttede for paa Grundlag af de af Piazzi i 40 Dage anstillede Observationer af Asteroiden Ceres, hvilke kun strakte sig over 9° af dens Baner, at beregne Planetens Elementer, hvorved den blev fundet igen af Zach 7. Decbr 1801 og af Olbers 1. Januar 1802. Dette Arbejde er den Dag i Dag Fundamentet for den teoretiske Astronomi, og Efterverdenen har haft saare lidet at føje til det, G. har leveret. Det er optaget i 7. Bd af hans »Werke«, der tillige indeholder hans saml. teoretiske »Astronomischer Nachlass«, hvoraf nævnes hans »Störungen der Pallas«. Af G.'s øvrige astron. Arbejder er der i 6. Bd af hans »Werke« samlet hans talrige mindre Afh., Beregninger og Observationer. Da W. Weber var blevet hans Kollega i Göttingen, kastede G. sig med al sin Kraft over Studiet af Jordmagnetisme, fik sammen med denne dannet »Magnetischer Verein«, til regelmæssig Observation af de magnetiske Elementer med de af G. konstruerede Apparater Unifilar- og Bifilarmagnetometer; Resultaterne foreligger i 6 Bd (Göttingen 1837-38, Leipzig 1838-43) og førte G. til hans vigtige Afh.: »Allgemeine Theorie des Erdmagnetismus«, »Atlas des Erdmagnetismus« og »Allgemeine Lehrsätze in Beziehung auf die im verkehrten Verhältnisse des Quadrats der Entfernung Wirkenden Anziehungs- under abstosungs-Kräfte«; hans Fundamentalarbejde Intensitas vis magneticæ er fra 1832. Ved disse sine magnetiske Studier blev G. den videnskabelige Opdager af den elektromagnetiske Telegraf og anlagde den første Ledning - 8000 m lang - fra det 1833 byggede magnetiske Observatorium til det fysikalske Institut. Ved Siden af denne Gren af Fysikken har G. ogsaa beskæftiget sig med Optik og i sine »Dioptrische Untersuchungen« (1841) leveret et grundlæggende Arbejde for den geometriske Optik. Disse Afh. vedrørende den mat. Fysik er optaget i 5. Bd af »Werke«. - Foruden de ovf. nævnte »Werke«, udg. af Videnskabsselskabet i Göttingen, I-X (1900-17), er udg. hans »Briefwechsel mit Schumacher« af Peters (6 Bd, Altona 1860-66); »Briefwechsel mit Nicolai« af Valentiner (Karlsruhe 1877); »Briefwechsel mit Olbers«, I-II (1900-09) af C. Schilling. En Bronzestatue (af Schaper) er rejst for ham i Braunschweig. (Litt.: Sartorius von Waltershausen, »G. zum Gedächtniss« [Leipzig 1856]; Winnecke, »G., ein Umriss seines Lebens und Wirkens« [Braunschweig 1877].

J. C. F. Gauss.

• Opslag, Salmonsens Konversationsleksikon

• Salmonsens konversationsleksikon [Project Runeberg]
•