Home

Artikler
Robot
Netværk
Tele
Installationer
Lys
Komponenter
Elektronik
Cases
Håndværk
Elektroteknik
Historien
Af interesse
Diverse
Opslag
Billedopslag
FAQ
Video
Links
Om

Tilpasset søgning

Salmonsen - Ampère, André Marie

Dokument oprettet:2 Mar 2007
Senest ændret:24 Apr 2021

Salmonsens KonversationsleksikonAmpère, André Marie, fransk Fysiker og Matematiker, f. 22. Jan. 1775 i Lyon, d. i Marseille paa en Rejse 10. Juni 1836. Faderens Henrettelse 1793 som »Aristokrat« gav Anledning til, at A. henfaldt i en Sløvhedstilstand, af hvilken han dog kom sig efter et Aarstid, især tiltrukket af Botanikken og de latinske Digtere. 1796 blev han Privatlærer i Matematik i Lyon, hvor han i sin Fritid studerede Lavoisier’s Kemi, 1801 blev han Prof. i Fysik og Kemi i Bourg, gik derfra til Lyon og blev 1805 ansat ved den polytekniske Skole i Paris, hvor han 1809 udnævntes til Prof. i Matematik. 1824 blev han Prof. i Fysik ved Collège de France. – Han havde allerede udg. fl. matematiske Skr, da Ørsted’s Opdagelse af Elektromagnetismen (offentliggjort 21. Juli 1820) gav Anledning til, at han, som saa mange andre, kastede sig over Studiet af dette ny Omraade, som han snart gav en betydelig Udvidelse, idet han opdagede elektriske Strømmes mekaniske Virkning på hinanden og bragte Læren derom (Elektrodynamikken) til en vis Grad af Fuldendthed. Allerede 18. Septbr 1820 kunde han meddele Akademiet i Paris, hvorledes parallelle elektriske Strømme virker paa hinanden, og 1823 fremsatte han sin berømte Lov om to elektriske Strømelementers indbyrdes Virkning, en Lov, der gør det muligt at beregne de Kræfter, der virker mellem hvilke som helst to Strømkredse. Om disse Arbejder siger Maxwell, at de hører til de ypperste Bedrifter, som nogen Sinde er udførte af Videnskaben; Teori og Eksperiment synes fuldt færdige at være sprungne ud af »Elektricitetens Newton’s« Hjerne. Hans Skr. er fuldendt i Formen, uopnaaeligt i Udtrykkets Præcision, og dets Resultat er en Formel, der til alle Tider vil være Hovedformlen for Elektrodynamikken. A.’s Hovedværk er Théorie des phénomènes électrodynamiques (1826), hvori han giver en samlet Fremstilling af en Rk. til forskellige Tider offentliggjorte Undersøgelser. Bekendt er hans Magnetteori, hvorved han forklarer en Magnets Virkninger som frembragte ved elektriske Strømkredse i Magnetens mindste Dele. Af hans andre Arbejder maa nævnes Essay sur la philosophie des sciences. (Litt.: D. F. Arago, »Samlede Værker« II).

[Salmonsens Konversationsleksikon, 1915]

Interne links til dette opslag: Eksterne links til dette opslag:


Home | Copyright © 2002-2025 Cubus | cubusadsldk@gmail.com