Home

Artikler
Robot
Netværk
Tele
Installationer
Lys
Komponenter
Elektronik
Cases
Håndværk
Elektroteknik
Historien
Af interesse
Diverse
Opslag
Billedopslag
FAQ
Video
Links
Om

Tilpasset søgning

Helge Holst: Elektriciteten

Dokument oprettet:6 Feb 2005
Senest ændret:24 Apr 2021

Helge Holst: Elektriciteten Bogen "Elektriciteten" fra 1906 er dels en letfordøjelig beretning om elektricitetens historie og karakteristika, dels en indføring i de mange anvendelsesområder, som elektriciteten havde allerede i starten af 1900-tallet.

Fx var der i 1906 rundt omkring i København ca 1.800 ure mærket "Dansk Normaltid", som hver 4. time blev korrigeret for evt fejlvisning fra et centralt ur. Fra hovedcentralen, der lå i Vestergade, var der ført 50 hovedledninger med tilhørende stikledninger rundt til alle urene. Urene virkede selvstændigt, men fik en strømimpuls hver 4. time, som via noget mekanik sørgede for minutviserens eventuelle korrektion.

På trods af, at bogen på titelbladet er dateret 1906, refereres der et par gange i bogen til begivenheder, som har fundet sted i 1907...

Et sjældent smukt Eksempel saa vel paa Lynets Styrke som paa dets forskelligartede Virkemaade afgiver et Lynnedslag, som den 3. Maj 1907 fandt Sted paa Sjælland i Torp Skov nær Haslev.
Tre høje egetræer var blevet skamferet på hver sin karakteristiske måde af et lyn. Apropos lyn og torden kan man også læse følgende historie:
Kuglelynene, der bestaar af langsomt bevægede lysende Kugler eller lignende, er yderst sjældne. Af en Beretning om et Kuglelyn, der viste sig 1883 ved Upsala, skal anføres følgende. "Lynkuglen", der forøvrigt ikke var kugleformet, men ægformet og ca. en Meter paa den lange Led, vandrede omtrent saa hurtigt som en gaaende Mand tværs gennem et Hus, hvor der sad tre Personer. Den kom skraat ned fra Himlen omtrent i Vindretningen og gik ind i Huset gennem en smal Aabning mellem en Vinduespost og et udspændt Tørklæde, der erstattede en ituslaaet Rude; herfra gik den følgende Trækkens Retning i en nedadvendende Bue over til en med Mos tilstoppet Vægrevne, gennem hvilken den forlod Huset; kort efter hørtes en stærk Eksplosion. Lynkuglen havde dannet en Fure i Vinduesposten, væltet nogle Trækar paa Bordet og udrevet det omtalte Mos; men den havde ikke frembragt Brandmærker nogetsteds, og skønt den strøg forbi en af Personerne i en Meters Afstand, mærkede han ingen Varmefornemmelse. - Det hele lyder saa mærkeligt og utroligt, at man vilde erklære det for Digt eller Indbildning, hvis man ikke havde flere lignende Beretninger fra troværdige Kilder.

Elektricitet hørte ikke til de billige fornøjelser, hvilket man indser når man spejler elektricitets­priserne op imod en dagløn for en arbejdsmand, som i 1906 fx kunne være på 3 kr.

Prisen i København var i 1892, da Gotersgades Elektricitetsværk toges i Brug, 80 Øre pr. Kilowatttime til Lys, 30 Øre til Motorer; Lysprisen gik saa efterhaanden ned til 60, 50 og endelig i 1905 til 35 Øre, Motorprisen til 20 og derefter 15 Øre, som den endnu er undtagen paa Frederiksberg, hvor den i 1906 er nedsat til 10 Øre.
En belastning jævnt fordelt over døgnets 24 timer giver økonomisk set den mest fordelagtige drift på et elektricitetsværk. I starten var det primært lys elektriciteten blev anvendt til, og denne belastning falder af gode grunde stort set samtidig når mørket falder på, og kun i få timer. Elektricitetsværket måtte dimensioneres til denne spids­belastning, men maskinerne og ledningsnettet måtte det meste af døgnet nøjes med at yde en brøkdel af, hvad der kunne præsteres. Værkerne var interesseret i at udjævne belastningsmønstret ved at supplere med andre anvendelser for elektriciteten og derfor blev strøm til motorer tilbudt billigere.

I dag koster elektriciteten pr kWh fx kr 2,26 (Ørsted, Marts 2018). En stor del af dette beløb er i virkeligheden afgifter og moms, som ikke fandtes tilbage i 1906.

En glødepære med kultråd kostede i 1906 omkring 50 øre.

I Edisons Konstruktion loddes den ene Kobbertraad til et Messinghylster med indpressede Skruegænger, den anden til en Messingbundplade - altsaa en lignende Ordning, som senere er anvendt ved Smeltepropper. Hylsteret og Bundpladen kan med Gibs støbes sammen med Glaspæren. Hermed er endelig det 50-Øres Mesterværk færdigt.
Smeltepropper (sikringer) med skruegænger, og Edisons gevindsokkel til glødelamper (i størrelse E27), kunne have samme dimensioner. Det benyttede elektrikeren sig af når han skulle fejlfinde en installation ramt af fx en kortslutning. Han skruede simpelt hen en glødelampe i sikringsholderen i stedet for sikringen. Når pæren holdt op med at lyse havde han fundet fejlen. Som en sidebemærkning er her en instruktion fra 1942:
Iøvrigt vil det ofte være nyttigt under Fejlsøgningen at have indskruet en eller flere Glødelamper i Sikringsholderne (hvis disse har Gevind E 27) i Stedet for Sikringerne; disse Lamper vil gløde, saa længe Fejlen er til Stede paa Ledningerne efter Sikringerne, og Glødelampernes Modstand vil samtidig begrænse Fejlstrømmen, saaledes at denne ikke anretter Skade (ved en Toleder-Gruppe med een Sikring i den spændingsførende Leder vil Lampen lyse baade for Jordslutning og for Kortslutning; ved en Toleder-Gruppe med to Sikringer vil kun den ene Lampe lyse ved Jordslutning, begge Lamper lyser svagt ved Kortslutning). Man kan da ved at tilslutte og fraskille forskellige Dele af Installationen konstatere, paa hvilke Dele Fejlen ligger, idet Lamperne vil ophøre at gløde, naar den defekte Del fraskilles. [E. C. Eriksen og P. Flemming Hansen: Elektriske Installationer, 1942]
Tidligere tiders anvendelse af sikringsgrupper med sikringer i både fase (eller plus eller minus ved DC) og nul ("Toleder-Gruppe med to Sikringer") var motiveret i et ønske om at gå med både livrem og seler. Ved at have sikringer i både fasen og nullen havde man i installationen garderet sig mod det tilfælde, at der i selve forsyningen til sikrings­gruppen ved en fejl blev byttet om på de to ledere.

Etablering af elektriske installationer i et hus på landet kunne i 1906 ligge i prislejet 100 kr.

Allerede nu findes der hist og her elektrisk Lys hos Husmænd, ja selv hos Daglejere. Og ved Wolframlamperne vil det elektriske Lys efter al Sandsynlighed om nogle Aar blive betydelig billigere i Brugen end Petroleumslys af samme Styrke, saa at denne Forskel kan opveje Udgifterne til Maaler og Installation. I Storbyerne, hvor Husene næsten alle er Lejehuse, Lejers og Ejers Interesser forskellige, og Ledningsindlæg ofte vanskelige og kostbare, danner selve Installationsudgiften i Virkeligheden ofte en alvorligere Hindring for Elektricitetens Indtrængen i mindre bemidlede Hjem end ude paa Landet. Her behøver en beskeden, men ret fyldig Lysinstallation i en Husmands Stue og Udhuse tillige med Stikledning til Huset ikke at koste nær 100 Kr. forudsat, at Huset ikke ligger ret langt fra en Luftledning, hvorfra Strømmen kan tages.
Wolframlamperne, der hørte til gruppen af metaltrådslamper, som kom på banen i begyndelsen af 1900-tallet, gav mere lys for pengene end de hidtil anvendte kultrådslamper.
Disse Lamper er nu prøvet paa betryggende Maade, til Dels under Forhold, som kommer nær til dem, de vil møde i det praktiske Liv. Resultaterne af Prøverne var glimrende. Lampernes Elektricitetsforbrug er kun godt 1 Watt pr. Normallys, altsaa ca. 1/3 af Kultraadslampernes. De taaler Spændingsændringer udmærket, og i alt Fald Osramlampen egner sig ligesaa godt for Vekselstrøm som for Jævnstrøm. Det synes, at de uden nævneværdig Nedgang i Lysstyrke vil kunne brænde gennemsnitlig 1000 Timer eller mere, saa at Udgiften til Lampens Fornyelse ikke vil komme til at andrage mere end ½ Øre i Timen, selv om Prisen for en Lampe bliver 4-5 Kr. til at begynde med, som det ventes.

[...]

Lamperne er endnu, da dette skrives (Sommeren 1906), ikke bragt i Handelen, og selv om dette sker meget snart, vil der dog nok gaa adskillig Tid, inden der kan blive bygget Fabrikker, som formaar at tilfredsstille Markedets Krav paa Millioner og atter Millioner af de nye Lamper.
Omkring 1912 blev wolframlampernes ydelse yderligere forbedret ved en gasfyldning.

I 1906 var det 30 år siden, at verden var blevet beriget med elektrisk fjernlyd i form af telefonen. Men hvad så med fjernsyn? Man kunne overføre et billede gennem elektriske ledninger vha billedtelegrafi. Man kendte også til katodestrålerør og afbøjning af katodestrålerne vha magnetfelter. Endvidere anvendte læger røntgenstråler og kunne vælge at se resultatet på en fluorescerende plade her og nu. Der var mange gode grunde til at filosofere lidt over mulighederne for et elektrisk fjernsyn...

Tænker vi os, at Fjærnfotografi kunde udføres saa hurtigt, at et helt Fotografi kunde telegraferes i 1/10 à 1/20 Sekund, var det ikke svært til Dels at virkeliggøre elektrisk Fjærnsyn. Af den Person eller Scene, som skulde ses paa Afstand, kunde der nemlig tages en Række Fotografier saa hurtigt, som det plejer at ske ved Optagelser til "levende Billeder"; disse Fotografier kunde, efterhaanden som de fremkom, telegraferes gennem en Ledning og fremføres paa Modtagerstationen ligesom levende Billeder i Biografteatre. Herved vilde dog indtræde saa megen Forsinkelse, at Personernes telefonisk overførte Tale vilde komme før de tilsvarende Bevægelser; men maaske kunde man undgaa Fotograferingen, idet man f. Eks lod den foranderlige Lysplet i Modtagerapparatet umiddelbart fare henover den Flade, hvorpaa de levende Billeder skulde vise sig; naar Pletten var tilstrækkelig lysstærk og løb en halv Snes Gange i Sekundet hen over hvert af Fladens Punkter, vilde Billederne rimeligvis træde frem for Øjet, skønt Lyspletten kun er et Sted ad Gangen, idet det gaar ligesom, naar man svinger en Glød og da ser en Lyskreds i Stedet for Glødens enkelte Stillinger. Foreløbig er dette dog kun Spekulationer, som egentlig blot viser, at der til elektrisk Fjærnsyn vil udkræves en rent ud fantastisk Hurtighed.
En fantastisk hurtighed i forhold til, at det fx kunne tage 10 minutter at overføre et billede gennem en telegrafledning. Der skulle gå endnu et par årtier før fjernsynet var en realitet.

I 1877 blev der opfundet et apparat, hvormed man kunne optage og afspille lyd. Det var Edisons fonograf, der vha en nål, der vibrerede i takt med lydbølgerne, kunne lave et aftryk af lyden på en roterende valse. Valsen kunne efterfølgende afspilles. Princippet i en pladespiller.

Båndoptagerens ophavsmand er til gengæld danskeren Valdemar Poulsen, der i 1899 opfandt telegrafonen. Her blev lyd lagret på et metalbånd eller en klaverstreng i form af magnetisme. Det var et apparat som KTAS fandt anvendelse for...

Paa Telefoncentraler kan man (som det er sket i København) anbringe en Telegrafon saaledes, at enhver af Telefonistinderne ved Tryk paa en Knap kan bringe sig i Forbindelse med den og lade den fæstne uhøflige Udtalelser fra vrede Abonnenter; disse vil altsaa senere, om de vil fragaa deres Ytringer, kunne høre deres egen Stemme gentage dem Ord for Ord, hvilket sikkert er en fortræffelig Kur mod ubehersket Udtryksmaade.


Helge Holst: Elektriciteten
Bogens forside, der er fuld af elektriske udladninger.


TitelElektriciteten.
ForfatterHelge Holst.
Udgivelsesår1906.
Sideantal640.
Illustrationer?Ja, 520 stk.



Interne links til dette opslag: Eksterne links til dette opslag:


Home | Copyright © 2002-2021 Cubus | cubusadsldk@gmail.com