Den elektriske stol

Havde Stærkstrøms­bekendtgørelsen eksisteret sidst i 1800-tallet, ville kapitel 41 i afsnit 6 (beskyttelse mod elektrisk stød) næppe have haft nogen større interesse hos den kom­mission, der i 1886 blev nedsat i New York med henblik på at finde en mere tids­svar­ende metode til henrettelse af døds­dømte forbrydere.

Dødsstraf-kommissionen

Et andet af kommissionens medlemmer, der er blevet husket som den elektriske stols ophavsmand, var Alfred Porter Southwick. Tandlæge af profession og med stor interesse for videnskab, en interesse han dyrkede i diskussions­klubber i Buffalo, hvor han boede og havde sin praksis.

Den 17. januar 1888 havde kommissionen tilendebragt sit arbejde. Den udarbejdede rapport indeholdt blandt andet en historisk gennemgang af de straffemetoder, der var blevet anvendt gennem tiderne. Man havde fundet frem til ikke mindre end 40 forskellige måder at udføre dødsstraf på. Disse metoder spændte lige fra levende begravelse til placering af den dømte i et kanonrør. Der var dog kun 5 alternativer til hængning, som kommissionen havde ment kunne komme på tale: forgift­ning, aflivning ved elektricitet, skydning, guillotinering (halshugning ved en faldøkse) og garottering (kvælning med et halsjern).

De 3 sidstnævnte metoder udmærkede sig ved at gøre brug af velkendt teknik med en hurtig død til følge. Men de faldt på at være for blodige og lemlæstende. Southwick og det tredje medlem i kommissionen, Matthew Hale, var stemt for at gå nye veje og lade elektriciteten erobre endnu et anvendelsesområde. En udtalelse fra Thomas Alva Edison, tidens store mester i elektriske anliggender, om at vekselstrøm ville kunne forårsage en øjeblik­kelig og smertefri død i ethvert tilfælde, var stærkt medvirkende til, at også kommissionens formand tilsluttede sig idéen om anvendelse af elektricitet.

At bruge elektricitet til at slå ihjel

Southwicks hjemby Buffalo havde i 1881 fået installeret 12 elektriske kul­bue­lamper i byens hovedgade. Det lille tilhørende elværk med damp­ma­skiner og dynamoer var et populært besøgsmål. Man kunne utilsigtet frem­pro­vokere små stød og kildrende fornemmelser i lokalet pga isolationsfejl, hvilket folk morede sig med. Om aftenen den 7. august 1881 fik den 30-årige George Lemuel Smith trang til det helt store grin. Mens maskin­passeren vendte ryggen til lykkedes det Smith med højre og venstre hånd at række ind over en afspær­ring og berøre hver sin pol på en idriftværende dynamo. Han var død på stedet.

Obduktionen af Smith diskuteredes i byen og satte gang i tankerne hos Southwick. Der var knap nogle synlige tegn på elektricitetens skæbne­svangre virkning og døden var efter sigende indtrådt øjeblikkeligt. Tand­lægen begyndte at eksperi­mentere med aflivning af dyr vha elektricitet. Den ene ledning blev forbundet til en metalplade i bunden af et bur, mens den anden fastgjordes til et stykke metal, som dyret havde i munden. Mundelektroden blev fastholdt af en mundkurv. Eksperimenterne skete i samarbejde med en dyreværns­forening, der håbede på en mere tiltalende aflivningsmetode end drukning eller skydning af fx herre­løse hunde. Tanken om, af humanistiske årsager, også at anvende metoden over for døds­dømte forbrydere dukkede snart op, og via forbindelser i politiske kredse fik Southwick bragt sagen til en nærmere overvejelse. Det resulterede i nedsættelsen af den dødsstraf-kommission han selv blev en del af.

Den 1. januar 1889 trådte en ny lov i kraft i staten New York. Galgen skulle skiftes ud med elektriske stole. I alt 3 fængsler skulle have den nye opfindelse installeret: Sing Sing, Clinton og Auburn.

Den første kandidat til stolen

Elfirmaer med fordækte motiver

William Bourke Cockran, en af tidens store kanoner inden for den amerikanske advokatverden, trådte til for at tale øksemorderens sag. Han påstod, at han blandede sig af ren og skær pligtfølelse og han greb fat i en para­graf i amerikansk lov, som forbød afstraffelser af usædvanlig og grusom karakter. Cockran mente i allerhøjeste grad, at denne uprøvede elektriske metode måtte betragtes som både usædvanlig og grusom. I de kommende høringer, som blev en af følgerne af Cockrans indblanding, blev der fremført vidner, som havde overlevet direkte lynnedslag. Hvordan kunne man være sikker på, at en elektrisk stol ville forårsage en øjeblikkelig og smertefri død, når end ikke så voldsomme elektriske kræfter som lynnedslag nødvendigvis gjorde det?

En af strategierne i Edison-selskabet, med henblik på at stække de frem­stormende vekselstrømsanlæg i de amerikanske byer, var, at AC i offent­lighedens bevidsthed skulle associeres til "bødlens strøm". Det skete gennem propaganda og samarbejde med elektroingeniøren Harold Pitney Brown. Brown havde foretaget talrige elektriske forsøg på dyr i Edisons laboratorier, og det var Brown der af fængelsvæsenet i foråret 1889 blev antaget til at sørge for elektriske stole i de 3 udvalgte fængsler. Brown påstod, at han på ingen måde var i lommen på Edison-selskabet. Ikke desto mindre insisterede han på, at fængslerne skulle indrettes med generatorer af fabrikatet Westing­house. Og som nævnt lykkedes det gennem stråmænd og et mellemsalg til Brasilien at snyde Westinghouse-firmaet og sikre sig de pågældende generatorer.

Stolen tages i brug

I 1903 blev varianten "elektriske san­daler" prøvet af. Det gik ud over elefanten Topsy, der holdt til i en forlys­telses­park i USA. Elefantens ugerning var, at den havde gjort det af med en dyre­passer, der ville give den en tændt cigaret. Publikum blev inviteret til at overvære Topsys død, som åbenbart skulle gøres spekta­kulær. En idé gik ud på at hænge elefanten, men en dyre­værns­forening prote­sterede. I stedet fik den påført nogle "elek­triske sandaler" - et par kobber­såler med tilslut­tede elektroder på højre forben og venstre bagben. Spændings­forsyningen var på 6.600 V. Edisons film­selskab forevigede begiven­heden, der endte med, at elefanten faldt død om i en kraftig røgsky.

Man havde fundet det mest passende, at elektrikeren, der skulle slutte knivafbryderen, som førte elektricitet til stolens to elektroder, ikke kunne ses, hvorfor kontrolrummet var anbragt for sig selv op til kælderlokalet, hvor den elektriske stol og vidnerne befandt sig. I kontrolrummet var der ind­skudt et amperemeter i ledningen, med et måleområde fra 0,1 til 3 ampere samt et voltmeter, hvis skala strakte sig fra 30 til 2000 V AC. Der var lige­ledes et større batteri af glødelamper, som med en anden kniv kunne kob­les til og give et indtryk af spændingen under belastning, inden strømmen blev sendt til stolen.

Auburn-fængslet havde ikke indlagt elektricitet, hvorfor Westinghouse-generatoren til lejligheden blev forbundet til fængslets dampmaskine, der normalt betjente værkstedet. Maskinerne befandt sig nogle hundrede meter væk og de elektriske ledninger fra generatoren var trukket langs tage og ned ad væggen til kælder­etagen, hvor henrettel­sen skulle finde sted. Kommunikationen mellem kontrolrum og maskinrum forgik morseagtigt ved hjælp af en ringeklokke. Fx betød to ringninger efter hinanden, at der skulle skrues op for strømmen.

Den elektriske stol lignede nærmest en kraftig spisestuestol af træ, men var forsynet med diverse læderremme til at spænde den dømte fast. Stolen havde en indretning, der lignede et 4-tal, fastgjort til ryglænet, hvorfra hovedelek­troden blev spændt mod toppen af hovedet, der til lejligheden skulle barberes fri for hår. En svamp med en saltet væske mellem elektrode og isse skulle mindske overgangsmodstanden og forhindre forbrændinger. Den anden elektrode blev i Kemmlers tilfælde spændt fast mod den nedre del af rygsøjlen ligeledes med en våd svamps mel­lem­komst. Ved efterfølgende eksekveringer blev en lægmuskel anvendt til den anden elektrode.

Kemmler havde nærmest fået et venskabeligt forhold til sine oppassere og hjalp selv med at få remmene ordentligt spændt ligesom han bad om at få hoved­elektroden presset hårdere ned mod issen. Han blev iført en lædermaske, der havde en åbning ved munden.

Fængselsinspektøren i Auburn-fængslet står klar til at banke på til kontrolrummet med henblik på at få trukket kniven, der slutter strømmen til den elektriske stol. Illustrationen var at finde i avisen New York Herald den 7. august 1890.

Da elektrikeren trak kniven på tegn fra fængselsinspektøren blev Kemmler udsat for omkring 1600 V, måske noget mindre. Ingen i rummet kunne følge med i spænding og strømstyrke, da viserinstrumenterne som nævnt var anbragt ude i kontrolrummet. Det danske ugeblad Illustreret Tidende bragte følgende beskrivelse af Kemmlers sidste minutter:

Det gav strax et voldsomt Sæt med paafølgende Konvulsioner i den dødsdømtes Krop, der ligesom syntes at trække sig sammen. Hænderne knugedes saa fast, at Neglen af Pegefingeren gik ind i Kjødet paa Tomlen, og Blodet piblede frem. De tilstedeværende Læger erklærede, at Trækningerne i Legemet var »naturlige«, om man saa maa sige, men Synet deraf var saa skrækkeligt, at de vendte sig bort. Ansigtsfarven blev først gustengul, derpaa mørkerød. Endelig - efter 20 Sekunders Forløb udstødte den ulykkelige et dybt Suk, og det sidste Livstegn syntes forsvundet. Dr. Spitzka erklærede nu, at Døden var indtraadt; man afbrød Strømmen og gav sig til at løse Remmene om Liget; men et Par Minutter efter begyndte der atter Aandedrætsbevægelser i Brystet, Kjæberne aabnede sig, og et blodigt Skum trængte ud af Munden, medens en stønnende Lyd hørtes. Det var et forfærdeligt Øjeblik for de tilstedeværende, der fik en Fornemmelse, som om de var Deltagere i et pinefuldt Mord paa en værgeløs Stakkel. En af dem faldt om i Krampe. Atter blev Gummihætten med Svampkalotten trukket ned over Hovedet paa den ulykkelige, og Strømmen beordredes sluttet, men nu vilde Uheldet, at en Rem i Maskineriet var gleden af sit Hjul, saa at Dynamomaskinerne ikke strax vilde virke; og da dette var bragt i Orden og Strømmen kom, var Svampene imidlertid blevne tørre, og man hørte med Forfærdelse den kjendte Knitren af de elektriske Gnister, der sprang fra Traaden og Svampen over i Huden, som de sved, saa at man endog kunde spore en Lugt som af brændt Kjød. Først efter flere Minuters Forløb ophørte enhver Bevægelse i den henrettedes Muskler - Retfærdigheden var sket Fyldest.

[Illustreret Tidende, 7/9-1890]

• Elmuseet - elektrisk stol
• En duel i elektriske stød
• Et forsvar for vekselstrømmen
• Edison - glødelampens ophavsmand
• Spændingskurve, chok tyggegummi

• Henrettelse ved Elektricitet [Illustreret Tidende, årgang 1890] (pdf)
• Opfindelsen af den elektriske stol [Elmuseet] (pdf)
• Execution of Czolgosz [American Memory] (Edison-film, 1901)
• Topsy the Electrocuted Elephant [RailwayBridge]
• The Electrocution of Topsy [Coney Island Light Station] (Edison-film, 1903)
• The Electric Chair [Crime Library]
• The Switch [Wisconsin Alumni Association]
• The Shocking Truth About Death in the Electric Chair [Capital Defense Weekly]
• Electric chair has a troubled past [Miami Herald]
• Executioner's Current [randomhouse.com] (uddrag af bog)
• Edison & the Electric Chair: A Story of Light and Death [Mark Essig] (uddrag af bog)
• FOUR O'CLOCK KEMMLER IS DEAD [NewspaperAbstracts]
• August 1890 Monroe County [MONROE COUNTY NEW YORK]
• Report of C. F. MacDonald, M. D., on the Execution by Electricity [New York Correction History Society] (den officielle rapport over den første henrettelse ved elektricitet)
• Alfred Southwick Gravesite [The Cemetery Project]
• America's Electric Chairs [Rob Gallagher] (billeder af diverse stole)
• Capital Punishment by Electricity, by Elbridge T. Gerry [The North American review]