|
|||||||||||||||||||
|
Mindste tværsnit
Elektriske lederes tværsnit dimensioneres blandt andet ud fra, hvor stor en strøm de skal føre. Omgivelsestemperatur, isolationsmateriale, oplægningsmetode og andre nærliggende kabler kan spille ind på strømværdien for en leder med et givent tværsnit af givent materiale. Der er dog et mindste tværsnit som skal overholdes, ligegyldigt hvor lav belastningen er. Fx af rent mekaniske hensyn. Kravet til en kobberleder i faste installationer (installation, der bliver i et hus selvom man flytter ud) har næsten altid været et tværsnit på minimum 1,5 mm2. Minimumskravet har dog også i nogle tilfælde været på 2,5 mm2, ligesom man i kortere perioder, pga kobbermangel, har accepteret 1 mm2.
Fast installationI Stærkstrømsbekendtgørelsen, afsnit 6, fortæller tabel 52 H om krav til lederes mindste tværsnitsareal. De nedenfor refererede paragraffer og tabeller findes i samme bekendtgørelse.Effekt- og belysningskredseFor kabler, ledninger og isolerede ledere i faste installationer er der for effekt- og belysningskredse følgende mindstekrav til tværsnittet:
Aluminium har en ringere ledningsevne end kobber ved samme kvadrat. Aluminium ses anvendt i de større dimensioner som hovedkabler (kan være billigere end kobber, selvom kvadratet altså skal forøges pga ringere ledningsevne).
Signal- og styrekredseFor signal- og styrekredse i den faste installation er kravet følgende:
Er der tale om signal- og styrekredse beregnet for elektronisk udstyr er mindstekravet til tværsnitsarealet dog nede på 0,1 mm2 (diameter 0,35 mm). 0,5 mm2 svarer til en diameter på en rund leder på 0,8 mm.
PEN-lederKravet til tværsnitsarealet for en PEN-leder, en kombineret nul og beskyttelsesleder, nævnes i § 546.2.1:
BeskyttelsesledereTabel 54 F fortæller om mindste tværsnit for beskyttelsesledere. Disse ledere fremføres typisk sammen med øvrige spændingsførende ledere og har i de mindre kvadrater, op til 16 mm2, samme tværsnit. Ved separat fremføring er der følgende mindstekrav (§ 543.1.3):
Mekanisk beskyttelse kan fx bestå i en kabeludførelse af beskyttelseslederen.
UdligningsforbindelserHovedudligningsforbindelserHovedudligningsforbindelser skal generelt have en ledningsevne, som mindst svarer til halvdelen af tværsnittet for den største beskyttelsesleder i installationen. Af mekaniske grunde kræves under alle omstændigheder følgende minimum (§ 547.1.1):
Supplerende udligningsforbindelserStærkstrømsbekendtgørelsen har følgende tekst omkring supplerende udligningsforbindelser (§ 547.1.2):En leder til supplerende udligningsforbindelse mellem to udsatte dele skal have et tværsnit, der ikke er mindre end tværsnittet af den mindste af de beskyttelsesledere, der er forbundet til de udsatte dele.Den refererede paragraf 543.1.3 handler om beskyttelsesledere, der er fremført separat:
Bevægelige forbindelser (tilledninger)En tilledning er en ledning, som forbinder elektrisk materiel, fx en brugsgenstand, til den faste installation, fx til en udløbsroset eller en stikkontakt. En forlængerledning er således også en tilledning. Det mindste kvadrat der anvendes er følgende:
For bøjelige flerleder ledninger, der indeholder 7 eller flere ledere, og som anvendes til signal- og styrekredse til elektronisk udstyr, er der et mindste tværsnitsareal på 0,1 mm2, som det var tilfældet med signal- og styrekredse til samme type udstyr i den faste installation.
Belysningskredse ved ekstra lav spændingBelysning ved ekstra lav spænding er typisk halogenbelysning ved 12 V (Kap 715). Reglerne for mindste tværsnit er generelt de samme som ved stærkstrøm, dog med en lille lempelse ved fast installation med en bøjelig ledning på max 3 meter.
Fast installation er fx når der sløjfes fra lampe til lampe. Udførelse af faste installationer er forbeholdt autoriserede installatører.
Historiske detaljerUnder 2. verdenskrig blev kobberet hurtigt knapt. Elektricitetsrådet så sig nødsaget til at udstede nogle krigsdispensationer angående elektriske installationers udførelse. En af disse dispensationer gik ud på, at mindstekravet til almindelige installationsledninger blev reduceret til 1 mm2 mod de sædvanlige 1,5 mm2.
Da den "farlige" vekselstrøm var blevet introduceret i et par bydele af København i 1907 ved en spænding på 127 V mellem fase og nul, henholdsvis 220 V mellem to faser, krævedes husinstallationerne udført med 2,5 mm2. I juni 1913 udsendtes et københavnsk regulativ, der satte et enslydende minimumskrav for ledninger i faste installationer, altså både jævn- og vekselstrømsinstallationer, på 2 mm2.
Den 31. juni 1919 gik man i hovedstaden tilbage til udgangspunktet på minimum 1,5 mm2 ved både jævn- og vekselstrøm. En bestemmelse om, at motorinstallationer skulle udføres ved mindst 2,5 mm2, blev dog først ophævet i 1926.
Interne links til emner i dette opslag: Eksterne links til emner i dette opslag:
|