Home

Artikler
Netværk
Tele
Installationer
Lys
Komponenter
Elektronik
Cases
Håndværk
Elektroteknik
Historien
Af interesse
Diverse
Opslag
Billedopslag
FAQ
Video
Links
Om

Tilpasset søgning

Mindste tværsnit

Dokument oprettet:21 Jan 2005
Senest ændret:25 Mar 2017

Elektriske lederes tværsnit dimensioneres blandt andet ud fra, hvor stor en strøm de skal føre. Omgivelses­temperatur, isolations­materiale, oplægnings­metode og andre nærlig­gende kabler kan spille ind på strøm­værdien for en leder med et givent tvær­snit af givent materiale. Der er dog et mindste tværsnit som skal overholdes, lige­gyldigt hvor lav belast­ningen er. Fx af rent mekaniske hensyn.

Kravet til en kobberleder i faste installationer (instal­lation, der bliver i et hus selvom man flytter ud) har næsten altid været et tværsnit på minimum 1,5 mm2. Minimums­kravet har dog også i nogle tilfælde været på 2,5 mm2, ligesom man i kortere perioder, pga kobber­mangel, har accepteret 1 mm2.

Fast installation

I Stærkstrømsbekendtgørelsen, afsnit 6, fortæller tabel 52 H om krav til lederes mindste tværsnitsareal. De nedenfor refererede paragraffer og tabeller findes i samme bekendt­gørelse.

Effekt- og belysningskredse

For kabler, ledninger og isolerede ledere i faste installationer er der for effekt- og belysnings­kredse følgende mindste­krav til tværsnittet:
  • Kobber: 1,5 mm2
  • Aluminium: 16 mm2
Aluminium har en ringere ledningsevne end kobber ved samme kvadrat. Aluminium ses anvendt i de større dimensioner som hovedkabler (kan være billigere end kobber, selvom kvadratet altså skal forøges pga ringere ledningsevne).


En fast lysinstallation med et par lamper og en PIR-føler.

Signal- og styrekredse

For signal- og styrekredse i den faste installation er kravet følgende:
  • Kobber: 0,5 mm2
Er der tale om signal- og styrekredse beregnet for elektronisk udstyr er mindstekravet til tværsnits­arealet dog nede på 0,1 mm2 (diameter 0,35 mm). 0,5 mm2 svarer til en diameter på en rund leder på 0,8 mm.


Styreledninger, der forbinder elektronisk udstyr.

PEN-leder

Kravet til tværsnitsarealet for en PEN-leder, en kombineret nul og beskyttelsesleder, nævnes i § 546.2.1:
  • Kobber: 10 mm2
  • Aluminium: 16 mm2


Tilgang af en PEN-leder i bunden af en tavle.

Beskyttelsesledere

Tabel 54 F fortæller om mindste tværsnit for beskyttelsesledere. Disse ledere fremføres typisk sammen med øvrige spændingsførende ledere og har i de mindre kvadrater, op til 16 mm2, samme tværsnit. Ved separat fremføring er der følgende mindstekrav (§ 543.1.3):
  • Med mekanisk beskyttelse: 2,5 mm2
  • Uden mekanisk beskyttelse: 4 mm2
Mekanisk beskyttelse kan fx bestå i en kabeludførelse af beskyttelseslederen.

Udligningsforbindelser

Hovedudligningsforbindelser

Hovedudligningsforbindelser skal generelt have en ledningsevne, som mindst svarer til halvdelen af tværsnittet for den største beskyttelsesleder i installationen. Af mekaniske grunde kræves under alle omstændigheder følgende minimum (§ 547.1.1):
  • Hovedudligningsforbindelse (uanset ledermateriale): 6 mm2

Supplerende udligningsforbindelser

Stærkstrømsbekendtgørelsen har følgende tekst omkring supplerende udlignings­forbind­elser (§ 547.1.2):
En leder til supplerende udligningsforbindelse mellem to udsatte dele skal have et tværsnit, der ikke er mindre end tværsnittet af den mindste af de beskyttelsesledere, der er forbundet til de udsatte dele.

En leder til supplerende udligningsforbindelse mellem en udsat del og en fremmed ledende del skal have et tværsnit, der ikke er mindre end halvdelen af tværsnittet for den beskyttelsesleder, der er forbundet til den udsatte del.

Denne leder skal om nødvendigt opfylde 543.1.3.

En leder til supplerende udligningsforbindelse udelukkende mellem fremmede ledende dele skal have et tværsnit, der mindst er som angivet i 543.1.3.
Den refererede paragraf 543.1.3 handler om beskyttelsesledere, der er fremført separat:


En kobberskinne, der samler 5 udligningsforbind­elser. Hovedudligningsforbindelser har et kvadrat på mellem 6 og 25 mm2. 25 mm2 Cu er det mak­simale kvadrat der kræves (§ 547.1.1).

Bevægelige forbindelser (tilledninger)

En tilledning er en ledning, som forbinder elektrisk materiel, fx en brugsgenstand, til den faste installation, fx til en udløbsroset eller en stikkontakt. En forlængerledning er således også en tilledning. Det mindste kvadrat der anvendes er følgende:
  • Kobber: 0,75 mm2
For bøjelige flerleder ledninger, der indeholder 7 eller flere ledere, og som anvendes til signal- og styrekredse til elektronisk udstyr, er der et mindste tværsnitsareal på 0,1 mm2, som det var tilfældet med signal- og styrekredse til samme type udstyr i den faste installation.

Belysningskredse ved ekstra lav spænding

Belysning ved ekstra lav spænding er typisk halogenbelysning ved 12 V (Kap 715). Reglerne for mindste tværsnit er generelt de samme som ved stærkstrøm, dog med en lille lempelse ved fast installation med en bøjelig ledning på max 3 meter.
  • Fast intallation: 1,5 mm2 Cu
  • Fast intallation, max 3 meter bøjelig ledning: 1,0 mm2 Cu
  • Ledere i nedhængte systemer og uisolerede ledere: 4,0 mm2 Cu
  • Tilledning: 0,75 mm2 Cu
Fast installation er fx når der sløjfes fra lampe til lampe. Udførelse af faste installationer er forbeholdt autoriserede installatører.


12 V halogenbelysning. Den elektroniske trafo er tilsluttet den faste installation med en tilledning til en udløbsroset. Halogenlamperne gemmer sig inde i de hvide "safebokse".

Historiske detaljer

Under 2. verdenskrig blev kobberet hurtigt knapt. Elektricitetsrådet så sig nødsaget til at udstede nogle krigs­dispen­sationer angående elektriske instal­lationers udførelse. En af disse dispen­sationer gik ud på, at mindste­kravet til almindelige installations­ledninger blev reduceret til 1 mm2 mod de sædvanlige 1,5 mm2.


Man måtte slække på reglerne, da der var mangel på materialer til at over­holde dem. Manglen på kobber reducerede under 2. verdenskrig blandt andet kravet til almindelige installations­ledning­ers mindste kvadrat. [E. C. Eriksen og P. Flemming Hansen: Elektriske Installationer, 1942]


Også under 1. verdenskrig var det blevet knapt med kobberet. Her tillod Københavns Elektricitetsværker anvendelsen af 1 mm2 ledninger i lejligheder med op til 3 værelser fra december 1917 til 31. juni 1919.

Da den "farlige" vekselstrøm var blevet introduceret i et par bydele af København i 1907 ved en spænding på 127 V mellem fase og nul, henholdsvis 220 V mellem to faser, krævedes husinstallationerne udført med 2,5 mm2.

I juni 1913 udsendtes et københavnsk regulativ, der satte et enslydende minimumskrav for ledninger i faste installationer, altså både jævn- og vekselstrømsinstallationer, på 2 mm2.

Den 31. juni 1919 gik man i hovedstaden tilbage til udgangspunktet på minimum 1,5 mm2 ved både jævn- og vekselstrøm. En bestemmelse om, at motorinstallationer skulle udføres ved mindst 2,5 mm2, blev dog først ophævet i 1926.


Interne links til emner i dette opslag: Eksterne links til emner i dette opslag:


Home | Copyright © 2002-2017 Cubus | cubusadsldk@gmail.com