Home

Artikler
Netværk
Tele
Installationer
Lys
Komponenter
Elektronik
Cases
Håndværk
Elektroteknik
Historien
Af interesse
Diverse
Opslag
Billedopslag
FAQ
Video
Links
Om

Tilpasset søgning

Den elektriske stol

Dokument oprettet:31 Jul 2004
Senest ændret:26 Mar 2017
Forfatter:Cubus

Havde Stærkstrøms­bekendtgørelsen eksisteret sidst i 1800-tallet, ville kapitel 41 i afsnit 6 (beskyttelse mod elektrisk stød) næppe have haft nogen større interesse hos den kom­mission, der i 1886 blev nedsat i New York med henblik på at finde en mere tids­svar­ende metode til henrettelse af døds­dømte forbrydere.

Dødsstraf-kommissionen

Formanden for den tre mand store dødsstraf-kommission var Elbridge T Gerry, en humanistisk orienteret advokat, der blandt andet arbejdede for dyrs og børns velfærd. Kommis­sionen skulle ikke tage stilling til anvendelse af dødsstraf som sådan, men skulle udelukkende koncentrere sig om at udar­bejde et forslag til den mest humane og hensigtsmæssige måde at udføre døds­straffen på. Som udgangspunkt var Gerry mest stemt for at udskifte galgen med en dødelig indsprøjtning.

Et andet af kommissionens medlemmer, der er blevet husket som den elektriske stols ophavsmand, var Alfred Porter Southwick. Tandlæge af profession og med stor interesse for videnskab, en interesse han dyrkede i diskussions­klubber i Buffalo, hvor han boede og havde sin praksis.

Den 17. januar 1888 havde kommissionen tilendebragt sit arbejde. Den udarbejdede rapport indeholdt blandt andet en historisk gennemgang af de straffemetoder, der var blevet anvendt gennem tiderne. Man havde fundet frem til ikke mindre end 40 forskellige måder at udføre dødsstraf på. Disse metoder spændte lige fra levende begravelse til placering af den dømte i et kanonrør. Der var dog kun 5 alternativer til hængning, som kommissionen havde ment kunne komme på tale: forgift­ning, aflivning ved elektricitet, skydning, guillotinering (halshugning ved en faldøkse) og garottering (kvælning med et halsjern).

De 3 sidstnævnte metoder udmærkede sig ved at gøre brug af velkendt teknik med en hurtig død til følge. Men de faldt på at være for blodige og lemlæstende. Southwick og det tredje medlem i kommissionen, Matthew Hale, var stemt for at gå nye veje og lade elektriciteten erobre endnu et anvendelsesområde. En udtalelse fra Thomas Alva Edison, tidens store mester i elektriske anliggender, om at vekselstrøm ville kunne forårsage en øjeblik­kelig og smertefri død i ethvert tilfælde, var stærkt medvirkende til, at også kommissionens formand tilsluttede sig idéen om anvendelse af elektricitet.

At bruge elektricitet til at slå ihjel

I 1880'erne fandtes den fore­stilling, at død­lignende tilstande efter strømulykker (eller eksperi­menter) i virkelig­heden snarere var en midler­tidig lammelse forårsaget af, at kroppens elektriske ligevægt var blevet forstyrret.

Hunden Dash blev fremvist af modstand­ere mod indførelsen af elektrisk dødsstraf ved de senere høringer omkring emnet. Dash var kommet til at gå på en i den ene ende nedklippet telegrafledning, der imidlertid var i berøring med stærkstrøms­ledning­erne. Dash gjorde et ordentlig hop i vejret og faldt ned på ledningen, hvor den blev liggende de næste 15 minutter før nogen fik fundet et reb til at trække den væk. Efter et tip gravede hundens ejer et hul i jorden, hvor det til­syne­ladende døde kræ fik lov at ligge en rum tid med henblik på at lade den store dosis elektricitet sive ud. Efter 6 timer begyndte hundens hale så småt at logre igen...
Der er ingen tvivl om, at elektricitet kan slå ihjel. Talrige elulykker har vist dette. Det var netop en elulykke, som havde bragt kommissionsmed­lemmet Southwick på den tanke, at elektricitet måske kunne bruges til andet end tikkende telegrafer og belysning af gader og stræder.

Southwicks hjemby Buffalo havde i 1881 fået installeret 12 elektriske kul­bue­lamper i byens hovedgade. Det lille tilhørende elværk med damp­ma­skiner og dynamoer var et populært besøgsmål. Man kunne utilsigtet frem­pro­vokere små stød og kildrende fornemmelser i lokalet pga isolationsfejl, hvilket folk morede sig med. Om aftenen den 7. august 1881 fik den 30-årige George Lemuel Smith trang til det helt store grin. Mens maskin­passeren vendte ryggen til lykkedes det Smith med højre og venstre hånd at række ind over en afspær­ring og berøre hver sin pol på en idriftværende dynamo. Han var død på stedet.

Obduktionen af Smith diskuteredes i byen og satte gang i tankerne hos Southwick. Der var knap nogle synlige tegn på elektricitetens skæbne­svangre virkning og døden var efter sigende indtrådt øjeblikkeligt. Tand­lægen begyndte at eksperi­mentere med aflivning af dyr vha elektricitet. Den ene ledning blev forbundet til en metalplade i bunden af et bur, mens den anden fastgjordes til et stykke metal, som dyret havde i munden. Mundelektroden blev fastholdt af en mundkurv. Eksperimenterne skete i samarbejde med en dyreværns­forening, der håbede på en mere tiltalende aflivningsmetode end drukning eller skydning af fx herre­løse hunde. Tanken om, af humanistiske årsager, også at anvende metoden over for døds­dømte forbrydere dukkede snart op, og via forbindelser i politiske kredse fik Southwick bragt sagen til en nærmere overvejelse. Det resulterede i nedsættelsen af den dødsstraf-kommission han selv blev en del af.

Den 1. januar 1889 trådte en ny lov i kraft i staten New York. Galgen skulle skiftes ud med elektriske stole. I alt 3 fængsler skulle have den nye opfindelse installeret: Sing Sing, Clinton og Auburn.

Den første kandidat til stolen

I Buffalo levede William Kemmler sammen med Tillie Ziegler. De var begge i 1888 flygtet fra Philadelphia, hvor de af forskellige årsager var stukket af fra hver deres ægte­fælle med henblik på at slå pjalterne sammen. Kemmler levede som gadesælger og klarede sig for så vidt udmærket. Han havde dog en overordentlig stor hang til væskeind­tagelse i byens værtshuse. Ved 8-tiden om morgenen den 29. marts 1889 slog det klik for Kemmler, da han i et anfald af jalousi gik amok på Tillie Ziegler med en håndøkse. Ved den senere retssag blev der fremvist 17 løsrevne stykker hjerneskal fra offeret. Kemmler havde hverken forsøgt at stikke af eller senere at bortforklare episoden. Han udtalte, at han var rede til at tage rebet for sin gerning. Han skulle blive klogere.

Elfirmaer med fordækte motiver

Retten bestemte, at Kemmler i juni 1889 skulle bøde for sine gerninger i den nyetablerede elektriske stol i Auburn- fængslet. Imidlertid gik der nu et større advokatcirkus i gang, som adskillige gange fremrykkede tidspunktet for ekse­kve­ring af dommen. Yderligere et par gange måtte Kemmler møde frem i retten og modtage dødsdommen på ny fordi bemyndig­elsen til eksekvering af straffen udløb.

William Bourke Cockran, en af tidens store kanoner inden for den amerikanske advokatverden, trådte til for at tale øksemorderens sag. Han påstod, at han blandede sig af ren og skær pligtfølelse og han greb fat i en para­graf i amerikansk lov, som forbød afstraffelser af usædvanlig og grusom karakter. Cockran mente i allerhøjeste grad, at denne uprøvede elektriske metode måtte betragtes som både usædvanlig og grusom. I de kommende høringer, som blev en af følgerne af Cockrans indblanding, blev der fremført vidner, som havde overlevet direkte lynnedslag. Hvordan kunne man være sikker på, at en elektrisk stol ville forårsage en øjeblikkelig og smertefri død, når end ikke så voldsomme elektriske kræfter som lynnedslag nødvendigvis gjorde det?

Edison var blandt andet involveret i den elektriske stols tilbliven ved, at han stillede sit labora­torie og nogle medarbejdere til rådighed til forsøg med dyr.

I sine unge dage, da Edison for en tid arbejdede som telegrafist for Western Union Telegraph, der havde indrettet sig i en tidlig­ere restaurant i Boston, havde kaker­lakker det med at komme kravlende op ad væggen når han skulle indtage midnats­frokosten. Edison over­vejede sagen, hvorefter han satte to strimler metal­folie op forbundet til hver sin pol af telegraf­kontorets kraftige strøm­for­syning. Når en kakerlak kom kravlende for at del­tage i festlighederne, og den kom til at udgøre en elektrisk forbind­else mellem folie­strim­lerne, resulterede det i et kort lysglimt og en kakerlak mindre.
Bag den dyre advokats indblanden stod i virkeligheden George Westinghouse, der installerede veksel­strøms­anlæg rundt omkring i de amerikanske byer. Westinghouse Electric Company havde været offer for nogle ualmindeligt beskidte tricks fra Edison General Electric, et firma, der baserede sine elektriske anlæg på jævnstrøm, men var trængt i konkurrencen med Westinghouse. Det var en Westinghouse vekselstrøms­generator, der stod klar i Auburn-fængslet til at påtrykke Kemmler en veksel­spænding på 1600 V, selvom Westinghouse, af hensyn til firmaets omdømme, havde gjort alt for at forhindre et salg til dette formål.

En af strategierne i Edison-selskabet, med henblik på at stække de frem­stormende vekselstrømsanlæg i de amerikanske byer, var, at AC i offent­lighedens bevidsthed skulle associeres til "bødlens strøm". Det skete gennem propaganda og samarbejde med elektroingeniøren Harold Pitney Brown. Brown havde foretaget talrige elektriske forsøg på dyr i Edisons laboratorier, og det var Brown der af fængelsvæsenet i foråret 1889 blev antaget til at sørge for elektriske stole i de 3 udvalgte fængsler. Brown påstod, at han på ingen måde var i lommen på Edison-selskabet. Ikke desto mindre insisterede han på, at fængslerne skulle indrettes med generatorer af fabrikatet Westing­house. Og som nævnt lykkedes det gennem stråmænd og et mellemsalg til Brasilien at snyde Westinghouse-firmaet og sikre sig de pågældende generatorer.

Stolen tages i brug

I 1903 blev varianten "elektriske san­daler" prøvet af. Det gik ud over elefanten Topsy, der holdt til i en forlys­telses­park i USA. Elefantens ugerning var, at den havde gjort det af med en dyre­passer, der ville give den en tændt cigaret.

Topsy Publikum blev inviteret til at overvære Topsys død, som åbenbart skulle gøres spekta­kulær. En idé gik ud på at hænge elefanten, men en dyre­værns­forening prote­sterede. I stedet fik den påført nogle "elek­triske sandaler" - et par kobber­såler med tilslut­tede elektroder på højre forben og venstre bagben. Spændings­forsyningen var på 6.600 V. Edisons film­selskab forevigede begiven­heden, der endte med, at elefanten faldt død om i en kraftig røgsky.
På trods af Westinghouse-advokaternes mange krum­spring stod dommen over Kemmler ved magt. Fængsels­inspektøren i Auburn-fængslet, Charles F Durston gjorde klar til at indvie stolen tidligt om morgenen den 6. august 1890. Han var ikke særlig begejstret for den opgave, der var blevet ham pålagt. Eksekvering af dødsstraf var tidligere noget statens sheriffer stod for at arrangere. Durstons kone havde foræret Kemmler en billedbibel og havde sammen med fængslets præster indført ham i religionens lyksagligheder. Kemmler kunne hverken læse eller skrive, men havde i cellen modtaget undervisning og brugte noget af sin tid på at skrive autografer. Oprindelig havde han underskrevet sin tilståelse hos politiet med et "X".

Man havde fundet det mest passende, at elektrikeren, der skulle slutte knivafbryderen, som førte elektricitet til stolens to elektroder, ikke kunne ses, hvorfor kontrolrummet var anbragt for sig selv op til kælderlokalet, hvor den elektriske stol og vidnerne befandt sig. I kontrolrummet var der ind­skudt et amperemeter i ledningen, med et måleområde fra 0,1 til 3 ampere samt et voltmeter, hvis skala strakte sig fra 30 til 2000 V AC. Der var lige­ledes et større batteri af glødelamper, som med en anden kniv kunne kob­les til og give et indtryk af spændingen under belastning, inden strømmen blev sendt til stolen.

Auburn-fængslet havde ikke indlagt elektricitet, hvorfor Westinghouse-generatoren til lejligheden blev forbundet til fængslets dampmaskine, der normalt betjente værkstedet. Maskinerne befandt sig nogle hundrede meter væk og de elektriske ledninger fra generatoren var trukket langs tage og ned ad væggen til kælder­etagen, hvor henrettel­sen skulle finde sted. Kommunikationen mellem kontrolrum og maskinrum forgik morseagtigt ved hjælp af en ringeklokke. Fx betød to ringninger efter hinanden, at der skulle skrues op for strømmen.

Den elektriske stol lignede nærmest en kraftig spisestuestol af træ, men var forsynet med diverse læderremme til at spænde den dømte fast. Stolen havde en indretning, der lignede et 4-tal, fastgjort til ryglænet, hvorfra hovedelek­troden blev spændt mod toppen af hovedet, der til lejligheden skulle barberes fri for hår. En svamp med en saltet væske mellem elektrode og isse skulle mindske overgangsmodstanden og forhindre forbrændinger. Den anden elektrode blev i Kemmlers tilfælde spændt fast mod den nedre del af rygsøjlen ligeledes med en våd svamps mel­lem­komst. Ved efterfølgende eksekveringer blev en lægmuskel anvendt til den anden elektrode.

Kemmler havde nærmest fået et venskabeligt forhold til sine oppassere og hjalp selv med at få remmene ordentligt spændt ligesom han bad om at få hoved­elektroden presset hårdere ned mod issen. Han blev iført en lædermaske, der havde en åbning ved munden.


Fængselsinspektøren i Auburn-fængslet står klar til at banke på til kontrolrummet med henblik på at få trukket kniven, der slutter strømmen til den elektriske stol. Illustrationen var at finde i avisen New York Herald den 7. august 1890.


Da elektrikeren trak kniven på tegn fra fængselsinspektøren blev Kemmler udsat for omkring 1600 V, måske noget mindre. Ingen i rummet kunne følge med i spænding og strømstyrke, da viserinstrumenterne som nævnt var anbragt ude i kontrolrummet. Det danske ugeblad Illustreret Tidende bragte følgende beskrivelse af Kemmlers sidste minutter:

Det gav strax et voldsomt Sæt med paafølgende Konvulsioner i den dødsdømtes Krop, der ligesom syntes at trække sig sammen. Hænderne knugedes saa fast, at Neglen af Pegefingeren gik ind i Kjødet paa Tomlen, og Blodet piblede frem. De tilstedeværende Læger erklærede, at Trækningerne i Legemet var »naturlige«, om man saa maa sige, men Synet deraf var saa skrækkeligt, at de vendte sig bort. Ansigtsfarven blev først gustengul, derpaa mørkerød. Endelig - efter 20 Sekunders Forløb udstødte den ulykkelige et dybt Suk, og det sidste Livstegn syntes forsvundet. Dr. Spitzka erklærede nu, at Døden var indtraadt; man afbrød Strømmen og gav sig til at løse Remmene om Liget; men et Par Minutter efter begyndte der atter Aandedrætsbevægelser i Brystet, Kjæberne aabnede sig, og et blodigt Skum trængte ud af Munden, medens en stønnende Lyd hørtes. Det var et forfærdeligt Øjeblik for de tilstedeværende, der fik en Fornemmelse, som om de var Deltagere i et pinefuldt Mord paa en værgeløs Stakkel. En af dem faldt om i Krampe. Atter blev Gummihætten med Svampkalotten trukket ned over Hovedet paa den ulykkelige, og Strømmen beordredes sluttet, men nu vilde Uheldet, at en Rem i Maskineriet var gleden af sit Hjul, saa at Dynamomaskinerne ikke strax vilde virke; og da dette var bragt i Orden og Strømmen kom, var Svampene imidlertid blevne tørre, og man hørte med Forfærdelse den kjendte Knitren af de elektriske Gnister, der sprang fra Traaden og Svampen over i Huden, som de sved, saa at man endog kunde spore en Lugt som af brændt Kjød. Først efter flere Minuters Forløb ophørte enhver Bevægelse i den henrettedes Muskler - Retfærdigheden var sket Fyldest.

[Illustreret Tidende, 7/9-1890]
Interne links til emner i denne artikel: Eksterne links til emner i denne artikel:


Home | Copyright © 2002-2017 Cubus | cubusadsldk@gmail.com