Home

Artikler
Netværk
Tele
Installationer
Lys
Komponenter
Elektronik
Cases
Håndværk
Elektroteknik
Historien
Af interesse
Diverse
Opslag
Billedopslag
FAQ
Video
Links
Om

Tilpasset søgning

En duel i elektriske stød

Dokument oprettet:17 Dec 2004
Senest ændret:26 Mar 2017
Forfatter:Cubus

Nu om dage lærer elever på tekniske skoler, at man skal indlægges på et hospital til observation i op til et døgn, hvis man får et elektrisk stød.

Der var andre boller på suppen i 1889 i USA. Her lagde Harold Pitney Brown op til en duel i elek­triske stød. Brown var elek­tro­ingeniør og var samme år blevet ansat af fængsels­væsenet i New York til at sørge for instal­leringen af dødbringende elektriske stole i tre af byens fængsler. Den udfordrede var George Westing­house, der fra 1886 var begyndt at forsyne de ameri­kanske byer med elektrisk lys baseret på vekselstrøm.

Brown var tæt allieret med Thomas Alva Edison, der havde lavet verdens første offentlige elektrici­tets­værk i Lower Manhattan, allerede i 1882. Edisons system, der ligeledes bragte lys ud i de ameri­kanske byer, var baseret på jævnstrøm.

Den elektriske dyst skulle foregå på den måde, at først Brown, gentleman som han var, ville lade elektrici­tet i form af jævnstrøm strømme igennem sig med en spændings­forskel på 100 V. Herefter var det Westing­house, som skulle mærke de strømmende elektroner, men med den forskel, at de 100 volt skulle baseres på vekselstrøm. Spænd­ingen skulle øges i trin af 50 volt indtil en af dem gav op. Hensigten med duellen var at demonstrere, at vekselstrøm er langt farligere end jævnstrøm. Ja, stod det til Brown og Edison, så burde vekselstrøm nærmest forbydes.

Kontekst

Hængning var den traditionelle metode, hvormed dødsstraf blev eksekveret i USA i 1800-tallet. Imidlertid forekom galgen stadig mere utidssvarende som årene skred frem. Den virkede barbarisk på mange mennesker, ikke mindst når det gik galt. Fx ved at hovedet simpelt hen røg af i processen, eller når der fandt en langsom kvæl­ning sted, hvor den dømte hang og sprællede i flere minut­ter, fordi rebet havde sat sig forkert. Den såkaldte dødsdans.

Den begyndende anvendelse af elektricitet i 1870'erne og 80'erne, førte indimellem til elulykker. Tilsyneladende døde folk, der kom i berørning med de elektriske ledninger, øjeblikkeligt, og der var typisk ikke nogen synderlig lemlæstelse at spore på kroppen. Det måtte kunne bruges til noget.

Eksperimenter blev sat i værk først i 1880'erne. Adskillige hunde udgød deres sidste vuf med et par elektroder sluttet til kroppen. Hvor stor en spænding var nødvendig for at påføre en øjeblikkelig død og var der nogen forskel på anvend­else af jævn- og veksel­strøm?

En kommission blev nedsat i 1886 med henblik på at udarbejde en redegørelse for den mest humane og praktisk gen­nem­førlige metode til eksekvering af dødsstraf. Edison blev kontaktet af et medlem i kommissionen, Alfred Porter Southwick, i novem­ber 1887. Det var Southwick, der havde foretaget de mange hundeforsøg siden starten af 1880'erne og han var erklæret tilhænger af idéen om henrettelser vha elektricitet. Det ville være et tungt lod i vægt­skålen at få Edison, det store elektriske opfinderikon, til at udtale sig om sagen. Edison afviste at bidrage til kommis­sionens arbejde, idet han bekendtgjorde, at han helt og aldeles var imod dødsstraf.

Nød lærer trængt elektrisk industribaron at komme på andre tanker. Edison blev kontaktet endnu en gang i december 1887, hvor der blev argumenteret for, at det ikke så meget drejede sig om at være for eller imod dødsstraf, men deri­mod at gøre den dødsstraf, der nu engang var der, så human som muligt. Edison svarede nu tilbage, at han mente at en særdeles hurtig og nærmest smertefri død kunne påføres gennem elektricitet. Dog ikke en hvilken som helst form for elektricitet. Det skulle være veksel­strøm. De mest effektive og farlige maskiner kunne erhverves hos Westinghouse.

Den del af Edisons forretning, der havde at gøre med elektrificeringen af de ameri­kanske byer, var trængt af Westing­house. Vekselstrøm har nemlig en meget stor fordel i forhold til jævnstrøm når det gælder strømforsyning i stor målestok: spændingen kan nemt transformeres op og ned. Af hensyn til række­vidde, tab i forsyningsnettet og for reducere kvadratet på kobber­ledningerne, er det en fordel at transportere strømmen ved høj spænding i transmissions­nettet og først transformere spændingen ned tæt ved forbrugsstedet. Med Westinghouses vekselstrøms­system kunne et elektrici­tetsværk dække et stort område, mens det ikke var tilfældet med Edisons jævnstrømsystem.

Den 1. januar 1889 trådte en lov om henrettelse ved elektricitet i kraft i New York. Den første person, som begik en forbrydelse, der takseredes til dødsstraf, ville blive dømt til henrettelse i den elektriske stol. Den 29. marts 1889 røg William Kemmler i den sorte gryde. I svær beruselse og i et anfald af jalousi gik han amok på sin kone med en økse.

Westinghouse kunne ikke passivt se til, at hans forretning skulle ødelægges ved på den måde at blive associeret til død og lemlæstelse. Og frække var jævnstrømsfolket. For hvad skulle det nu kaldes at blive aflivet i en elektrisk stol? Natur­ligvis at blive "westing­housed". Dr Guillotin havde som bekendt også lagt navn til guillotinen.

Westinghouse hyrede landets dyreste advokat, William Bourke Cockran. Målet var at få erklæret den nye lov om henrettelse ved elektricitet ulovlig. Man mente den stred imod en bestemmelse om, at afstraffelser ikke måtte være usædvanlige eller grusomme. Cockran, der formelt talte Kemmlers sag, sagsøgte til at starte med fængsels­inspektøren i Auburn-fængslet, hvor Kemmler var anbragt. For at belyse emnet nærmere blev der afholdt nogle høringer, der startede den 9. juli 1889. Det første vidne var Brown, og det er netop nævnte høring Brown refererer til i starten af neden­stående avisindlæg i New York Journal fra den 14. juli 1889.


Dødelige strømme.
____________________

Hvorfor berøring af elektriske ledninger er så farlig.
____________________

Elektrificeret ind i evigheden.
____________________

91 mennesker dræbt af elektrisk chok uden retslig proces.
__________

I mit vidneudsagn i denne uge, i den afledte sag mellem den dømte morder Kemmler og fængsels­inspektøren i Auburn-fængslet, udtalte jeg, at jeg havde detaljerede oplysninger omkring 91 personers død, der var forårsaget af berøring med elektriske ledninger.
Ikke nok med det - jeg tror, at listen indeholder mindre end halvdelen af de dødsfald, som rent faktisk er foregået.
Min liste er udarbejdet ved hjælp af korrespondance og samtaler med ansatte i firmaer inden for elektrisk belysning, ligsynsmænd, myndigheder, telefon- og telegraffolk, reportere og andre vidner.
Alle byer, hvor elektriske ledninger bliver brugt til belysning, fik en skrivelse, hvor jeg anmod­ede om den ønskede information. Det var ikke svært at få et firma til at udtale sig om ulykkes­tilfælde, som skyldtes ledninger fra et andet firma, men det skal huskes, at ledelse og ansatte i et firma, hvis apparatur har forårsaget en ulykke, vil gøre deres bedste for at dække over dem selv.
Hvis det er et firma, der har med vekselstrøm at gøre, vil skylden blive placeret på en eller anden lysbuelampe. Hvis der er tale om et firma, der har med lysbuelamper at gøre, vil ulykken blive henført til et hjerte­tilfælde, et fald eller som et resultat af folks egen uforsigtighed.
Ligsynsmænd kan med fordel skrive sig bag øret, at dødsfald fra ordentligt isolerede og udstyrede buelampe-kredsløb ikke kan fore­komme medmindre individet rent faktisk kommer til at indgå i kredsløbet, og det er usandsynligt, at andre end ansatte skulle komme til det.
Dødsfald forårsaget af berøring af kredsløbet ved et enkelt punkt viser, at ledningen ikke er ordentligt isoleret, samt at midlerne til at detektere jordslutninger er uden virkning. Ligsynsmænd bør også huske, at dødsfald forårsaget af elektrisk chok næsten altid indikeres af væsketilstanden i kroppen.
Mine optegnelser viser, at der ikke fandt nogle dødsfald sted på grund af lysbue-kredsløb i løbet af de første 7 års brug. I løbet af de næste 7 år var der 64 dødsfald forårsaget af lysbue-kredsløb.
Af disse 64 dødsfald var pulserende strøm årsag til 55, mens højspændt jævnstrøm stod for de 9. Der var 41 dødsfald forårsaget af jordede kredsløb.
Inden for de sidste to år, forårsaget af mindre end en tiendedel af de dynamoer, der er i brug, har der været 24 dødsfald på grund af vekselstrøm. Før 1887 var der 3 dødsfald forårsaget af vekselstrøm.
Dette udgør i alt 91 dødsfald, med hensyn til hvilke jeg har fuldstændige data. Ud af de 64 personer, som blev dræbt ved lysbuelampe-kredsløb, kunne de 50 være blevet reddet ved ordentlig isolation og apparatur. Intet apparatur kunne have reddet de 27, der blev dræbt ved vekselstrøm.
15 af de 91 skæbnesvangre hændelser fandt sted i New York City. Ofrene var J. T. Simpson og William Meier, ingeniører fra Adams Express Company; telefon­montør Simonds fra United States Company; George Schneitzer fra Harlem Company; Joseph Stomans, Thomas H. Murray, Edward Quinn og en tjener fra Atlantic Garden, alle dræbt af Brush lednnger; Moir Streiffer og Fred White, dræbt af United States ledninger; Ambrose Hilbert, Nelson Richardson, Robert Mutrie og Michael Ryan, alle dræbt af jordlagte ledninger, og Charles Heates, dræbt af vekselstrøm.
Som elektroingeniør ved jeg, at nedgravning af ledningerne ikke løser problemerne. 6 dødsfald er hændt i Chicago på grund af lysbuelamper, på trods af, at ledningerne var gravet ned. Men nedgravning af ledninger formindsker stærkt risikoen, mens gennemtvingelsen af et par få forskrifter, baseret på sund fornuft, ville gøre det stort set umuligt at dræbe en mand ved hjælp af strøm til en buelampe.
Det er velkendt, at en jævnstrøm ved lav spænding, sådan som det anvendes af Edison Company til glødelampe­belysning, er fuldstændig sikker for så vidt angår personlig sikkerhed. Denne erkendelse har givet anledning til det forkerte indtryk, at alle glødelampe-systemer er sikre og at alle buelampe-systemer er farlige.
Men det er ikke kun den lave spænding denne strøm skylder sin sikkerhed, eftersom en faktor fuldt ud så vigtig er den ensartede og jævne kvalitet ved leveringen. En strøm ved lav spænding, bølgende eller pulserende, er altid farlig, og et klimaks nåes ved vekselstrøm, i hvilken impulserne gives først i én retning og derefter i den modsatte adskillige 1000 gange på et minut
Det er den hurtige rækkefølge af chok som dræber, mens en enkelt jævn impuls ved samme spænding kun ville gøre ringe skade. Hvorom alting er, hvis kredsløbet, som transporterer den pulserende strøm, er perfekt isoleret hele tiden, er det ikke sandsynligt, at en ulykke vil forekomme.
På baggrund af et stort antal eksperimenter med hunde, har jeg fastsat præcis den spænding, som er påkrævet for at dræbe med henholdsvis jævn- og vekselstrøm.
Resultatet viste, at vekselstrøm ved 100 volt, eller mindre end en sjettedel af den spænding, der bliver brugt ved elektrisk belysning af vekselstrømsfirmaer, var øjeblik­kelig dødbringende, mens der ved jævnstrøm ingen skader var ved 1.420 volt.
I nogle af de tidlige eksperimenter med jævnstrøm, var der pulseringer, som det forekommer ved vekselstrøm, der havde dødbringende resultater ved 800 og 1.000 volt. Men da disse pulseringer var elimineret, så der var tale om en fuldstændig jævn strøm, skete der ingen skade ved 1.420 volt.
Fra et videnskabeligt synspunkt var mine undersøgelser afgørende eftersom den elektriske modstand i dyrene gennem­snitligt var den samme som i den menneskelige krop. Men i deres sørgelige ekstremiteter anførte vekselstrømsfolket, idet de håbede på offentlighedens uvidenhed, at eftersom den tungeste dræbte hund kun vejede 91 pund, så kunne resultatet ikke anses for at have gyldighed når det drejer sig om mennesker.
For at påvise absurditeten i vægt-teorien arrangerede jeg en yderligere demon­stration i hr Edisons laboratorium og inviterede en komité fra Medico-Legal Society og den højvelbårne Elbridge T. Gerry, ophavsmanden til loven om henret­telse ved elektricitet.
En stærk og livskraftig hest, der vejede 1.230 pund, og to kalve, der vejede henholdsvis 124½ og 145 pund, blev dræbt ved hjælp af vekselstrøm ved 700, 770 og 780 volt.
Den specielle fare, der er i brugen af højspændt vekselstrøm, skal findes i det faktum, at dens fysiske effekter på nerverne er umådeligt mere kraftfuld end tilfældet er ved jævnstrøm ved den samme spænding, og de hurtige vekslinger udgør over for ledernes isolation en mægtig belastning, der kan sammenlignes med det der i rør er kendt som "water hammer".
Denne strøm forårsager lækage fra ledningerne til jorden, hvilket jeg ved hjælp af omhyggelige målinger har fundet er tilstrækkeligt til at dræbe eller lemlæste en hvilken som helst person, der står et fugtigt sted og rører en ledning, og faren forøges direkte proportionelt med længden af ledningen og den aktuelle fugtighed.
At denne fare ikke blot er indbildt demonstreres af over 15 dødsfald og et stort antal alvorlige skader indenfor det sidste år, der kan henføres til ovenstående, og mange af ofrene var end ikke ansatte i firmaer inden for elektrisk belysning.
I enhver by, som har et stort vekselstrømsværk, kan der findes mange invalide pensionister fra selvsamme værk. De mest alvorlige skadevoldende hændelser er dem angående professor Young fra Princeton College, som blev totalt lammet ved at stå på en jordforbindelse samtidig med, at en vekselstrømsledning blev berørt; og hr W. J. Bell fra St. Paul, hvis nervesystem blev fuldstændig ødelagt ved berøring af en bardun på en telegrafmast, som viste sig at være i berøring med en vekselstrømsledning et stykke væk. Isolationen på vekselstrømsledningerne var tilsyneladende i perfekt stand.
Det er ikke ualmindeligt, at telefon- og telegrafapparater bliver brændt af, idet deres ledninger kommer i kontakt med ledere, der fører vekselstrøm. En hvilken som helst person, som herefter rører apparaturet løber en frygtelig risiko.
Dette bringer faren hjem til stort set os alle. Spørgsmålet, der naturligt dukker op, er: hvad er midlet imod det? Simpelt hen at lave en begrænsning af spændingen på 300 volt eller mindre, som vil betyde, at vekselstrømmen ikke vil være farligere for den almindelige offentlighed, end lysbuelampe-strømmen. Lækagen til jord ville i så tilfælde være mindre end den spænding, der er nødvendig for at dræbe.
Der er kun én undskyldning for at bruge den dødbringende vekselstrøm, og det er at gøre det muligt for de firmaer, som bruger den, at spare udgiften til de kraftigere kobberledninger, der er nødvendige ved de sikre glødelampe-systemer.
Sagt rent ud: offentligheden må finde sig i en konstant fare for pludselig død for at et selskab kan give et lidt større afkast.
Hr Westinghouse, det er nærmest overflødigt at sige det, har endnu ikke accep­teret min udfordring om at møde mig i selskab med kompetente elektriske eksperter, og gennem hans krop lade vekselstrøm passere, mens jeg gennem min lader jævn­strøm gøre det samme.
Ifølge mine betingelser skal vekselstrømmen have ikke mindre end 300 vekslinger pr sekund (som det anbefales af Medico-Legal Society). Testen skal begynde med 100 volt og gradvist forøges i trin af 50 volt. Jeg lægger ud ved hvert trin, indtil enten den ene eller den anden har fået nok og offentligt erkender sin fejl
Hvis hr Westinghouse mener, at "spændinger, der overstiger 1.000 volt veksel­strøm, kan tåles af mennesker ved normalt helbred uden at det resulterer i nogle permanente gener", som det er fremført i hans manifester, så ville han øjeblikkelig acceptere min udfordring.
I min udfordring til hr Westinghouse sørgede jeg for at advare ham om, at 100 volt vekselstrøm havde vist sig dødbringende i mine eksperimenter og at adskillige mænd er blevet dræbt af lavspændt Jablochkoff vekselstrøm.
Hvad angår Kemmler-sagen er jeg ikke i tvivl om, at appeldomstolen vil godkende loven om elektrisk henrettelse, for jeg kan ikke se, hvordan dommer Becker kan gøre andet end at anskue Westinghouse-maskinen som et instrument til øjeblikkelig og smertefri død.

[Oversættelse af artikel i New York Journal, 14. juli 1889]


Det lykkedes ikke for Westinghouse-advokaten at få forkastet loven om henrettelse ved elektricitet. Den 6. august 1890 blev Kemmler anbragt i den elektriske stol i Auburn-fængslet. Han døde da strømmen blev ledt til de to elektroder, der var fastgjort til hans krop, forbundet til en Westinghouse generator. Men vekselstrømmen overlevede. Og Westing­house overlevede også. Han ignorerede udfordringen til en duel i elektriske stød.


Interne links til emner i denne artikel: Eksterne links til emner i denne artikel:


Home | Copyright © 2002-2017 Cubus | cubusadsldk@gmail.com